Tech

Tesla vil ændre dit hustag: Indbygger solceller i tagstenene

Glem de store og grimme solcellepaneler på toppen af hustagene. Tesla laver i stedet tage, der har solcellerne integreret.

Solceller på taget er allerede udbredt, men er indtil videre ikke den nemmeste, billigste eller mest æstetiske løsning. Det vil Teslas stifter og direktør Elon Musk nu lave om på. 

På en plæne i et stille villa-kvarter præsenterede Elon Musk selskabets nye produkt kaldet 'Solar Roof'. Der er tale om solceller integreret i selve tagstenene, der gør det muligt at lave hele tage, der suger energien ud fra solens stråler.

Tagstenene kan laves i forskellige former og af forskellige elementer, så de passer til de fleste huse. Uden at nævne en konkret pris på tagstenene endnu, slår Elon Musk fast, at det vil være langt billigere at få sat op end almindelige tage.

- Målet er at have solcelletage, der ser bedre ud end normale tage, der genererer elektricitet, der holder længere og som i øvrigt koster mindre at installere end et normalt tag og prisen på elektricitet. Hvorfor skulle man købe andet, spørger Elon Musk retorisk forsamlingen på pressemødet.

Danskerne venter stadig

Samtidig præsenterede Tesla også deres opgraderede hus-batteri kaldet Powerwall 2, der enten kan sidde ude eller inde på huset. De nye Powerwalls vil blandt andet kunne lagre mere strøm.

Tanken er, at solcellerne på taget vil kunne hive energi ned til batteriet, der så kan lagre strømmen og genere det ud til huset - og måske en enkelt Tesla, hvis du skulle have sådan en holdende. 

Danskerne venter stadig på nyt om den første version af de store husbatterier Powerwalls, og der er heller intet konkret om en dansk lancering eller pris af de smarte solcelle-tage fra Tesla.