Tech

Ny Apple-computer dropper vigtigt stik

Det er svært ikke at blive imponeret af Apples nye Macbook Pro-modeller, men du skal gøre dig klar til adapterfest.

Det tog Apple en del år - men nu har selskabet opdateret deres populære computere, Macbook Pro-serien.

Den nye model gemmer på en del nyheder, som blandt andet nye farver, lidt tyndere design og et større musefelt. Men mest iøjefaldende er den lille nye ekstra skærm, der nu er kommet lige over de fysiske taster. 

Kaldet Touch Bar er dette en OLED-skærm, der ændrer udseende alt efter hvilket program eller funktion, du har åbnet på computeren. 

Et nemt emoji-tastatur

Som eksempelvis hvis du har brug for et nemt emoji-tastatur til dine beskeder, eller du skal bruge genvejstaster i diverse programmer som Photoshop.

Desuden indeholder Touch Bar også Touch ID, Apples fingerscanner, der gør det muligt at åbne computeren eller eksempelvis godkende en betaling alene med dit fingeraftryk. 

Touch Bar ændrer udseende alt efter funktion og program åbent på skærmen

Touch Bar er en smart opfindelse af Apple, der forlænger skærmen med en del touch-funktioner, og er klart et våben i kampen mod Microsofts serie af touch-skærme. 

Gør klar til adapterfest

I takt med at computeren og Macbook Pro-serien gerne skal kunne holde en del år frem, har Apple fortsat i deres standardiserings-fodspor.

Først droppede de hovedtelefonstikket på iPhone 7 til fordel for deres eget Lightning-stik, og nu fjerner de også almindelige indgange til blandt andet USB, Thunderbolt og HDMI på siden af computeren. 

Det betyder, at hvis du skal have den nye Macbook Pro tilsluttet en ekstern skærm via HDMI eller koble kameraet til computer via USB, er du nødsaget til at bruge en form for adapter. 

Bruger ny USB-standard

I stedet har Macbook Pro fire USB-C indgange, der er teknologisk overlegne i forhold til den snart forældede og almindelige USB-teknologi. Det er smart, eftersom at alle fire indgange kan bruges til opladning, men det kan bestemt også blive besværligt med det uundgåelige adapter-kaos. 

Du kommer eksempelvis til at skulle bruge adapter, hvis du vil koble andre Apple-enheder til Macbook Pro. Det at koble iPad eller iPhone til computeren vil skulle kræve en adapter - eller også skal du ud og købe en ekstra USB-C-ledning.

Helt absurd bliver det, når man ser på faktum, at en Android-telefon faktisk er langt nemmere at tilslutte MacBook Pro, da flere Android-telefoner i dag bliver solgt med medfølgende USB-C-ledninger. 

Dropper deres hidtil bedste opfindelse

Men USB-C er bestemt smart på flere leder og kanter. Teknologien gør det hurtige at overføre filer, og du kan oplade gennem stikket. Det betyder, at der nu er hele fire stik, du kan oplade computeren fra. Men det har gjort Apples ellers hidtil smarteste opfindelse Magsafe komplet overflødig.

MagSafe er Apples oplader med magnet, som er en smart detalje, der har reddet mange computere fra den visse falddød.

Eftersom opladerledningen blot sidder fast med en magnet hiver den ikke hele computeren ned fra bordet, hvis man kommer til at trippe over ledningen. Helt personligt har Magsafe-ledningen reddet min Macbook mere end en gang, men det kan meget vel være slut nu. 

Macbook Pro er ude allerede i dag og koster fra 13.000 kroner for en model uden Touch Bar, og kan komme helt op på over 37.000 kroner, hvis du vil have det hele med.