Tech

Fyrede kanon af til kæmpe iPhone-lancering: Kun to mødte op

Lanceringen af den nye iPhone ved en 3-butik i Viborg blev lidt mindre besøgt end forventet.

I dag præsenterer Apple sin nyeste udgave i serien af iPhones: iPhone 7.

Og det er normalt noget, der kan få technørder til at ligge i kø i flere dage for at sikre sig det seneste skud på stammen af iPhones først.

Læs mere på TV Midtvest.

Det har traditionelt også været tilfældet ved 3-butikken i Viborg, der tidligere har oplevet stor interesse, når der var nyt på iPhone-fronten.

Kun to mødte op

Personalet havde derfor gjort klar til den store åbning fredag, hvor der både var pustet balloner op til en fornem port og en enkelt medarbejde stod klar med en konfettikanon.

Festen løb dog lidt ud i sandet. Der var nemlig kun to unge mænd, der havde valgt at stille sig klar til at købe den nye smartphone.

Det stoppede dog ikke medarbejderen fra 3-butikken. Selvom fremmødet var beskedent, valgte han alligevel at fyre konfettikanonen af.

Selv om lanceringen ikke lokkede en stor flok Appleglade folk til butikken, tror Mads Lærke, der er sælger i 3-butikken, på, at dagens lancering vil øge kundetilstrømningen i løbet af dagen. 

- Jeg går ud fra vi får et godt flow i dag, hvor forespørgslen nok ligger højest på vores appleprodukter, siger Mads Lærke til TV Midtvest.

Heller ikke mange til lanceringen i Aarhus

I Aarhus var det også småt med mennesker, der havde valgt at bruge fredagen på at få fat på en iPhone.

Ifølge Lokalavisen.dk var det først ved otte-tiden, at der begyndte at komme mennesker til Telia- og 3-butikken i Aarhus.

- Det er fordi, de alle har fået et nummer. Nogen har faktisk været her siden i går aftes, men tidligt i morges gav vi dem et kønummer, så de kunne få lov at strække benene og måske komme hjem og gøre sig klar til arbejde eller studie, forklarer Dergin Arpac, butikschef i Telia-butikken i Aarhus.

Svensk og engelsk lancering har også skuffet

En lille, men fattig trøst, kan iPhone-sælgere rundt om i Danmark finde ved at kigge over Øresund eller mod Storbritannien. I Sverige overstrålede antallet af balloner også mængden af forventningsfulde iPhone-aficionados. Billedet her er fra Stockholm:

I England var der lidt mere trøst til alle, der ønsker Apple et godt iPhone-salg. Ved Apples butik i Covent Garden, i centrum af London, var der ifølge en lokal iagttager 40 mennesker, der var mødt op for at få fingrene i syveren.