Tech

Tidsrøver og vildt hjernespind: Prøv nettets sværeste gåde-quiz

Nettets sværeste gåde-quiz iQuest er tilbage. Det kræver din bedste internet-viden og kan være en god tidsrøver for hjernen.

Er du stolt af din nørdeviden og internet-kundskaber, kan du ikke holde dig fra de populære memes eller har du bare brug for at få hjernen op i gear igen efter ferien, så er iQuest nu tilbage for fjerde år i træk. 

IQuest er nettets absolut sværeste gåde-quiz bestående af 20 forskellige billeder, der kan være manipulerede og sammensatte. Gåderne er fordelt på fire sider, og svarene kan være alt fra titler til navne på personer.

Det er hovedbrud udviklet af de tre danske bagmænd, Jonas Juhler Hansen, Ricki Melchior og Morten Saxnæs, der alle har en baggrund inden for branding, kommunikation og sociale medier. 

Prøv iQuest her.

Det er ikke meningen, at det skal være nemt

For at kunne klare quizzen skal du være dygtig til internet, du skal kende til de store nyhedshistorier og ellers have glæde af en noget krøllet hjerne. 

Det er ikke meningen, at det skal være nemt. Og det kan man roligt sige, det ikke er. 

Sidste års løsninger krævede flere uger for at blive klaret, og i år har bagmændene lovet, at det er endnu sværere. 

Løsninger fra sidste år 

Billedet foroven er fra sidste års iQuest med fem gåder. Sådan blev svarene fundet:

Bradley Cooper: Hans arm er blevet photoshoppet længere. En søgning på nettet på 'Bradley Cooper' og 'arm' ledte hen til et tweet om det berømte Oscar-selfie. Hvis bare Bradley Coopers arm havde været længere, havde Jared Leto været med i billedet. 

Svaret: Jared Leto.

Justin Bieber: Dansk flag på kinden betød, at man skulle lede efter den danske Justin Bieber. Look-alike versionen her i Danmark hedder Benjamin Lasnier.

Svaret: Benjamin Lasnier.

Chanel-tasken: En Chanel-taske er sjældent orange men sort. Kan passe på den berømte Netflix-serie, 'Orange is the New Black', som har fyldt meget på nettet. 

Svaret: 'Orange is the new black'.

Kortet: Google Maps uden navne, men med vejnumre, kunne vise vej på Google til et sted i USA. Nærmere bestemt står pilen i Urbana, Illinois. En søgning på nettet og på Wikipedia på stedet, viser at det er der, Hal9000 fra Rumrejsen 2001 er bygget. Google Maps-markøren er samme farve som Hal9000 er i filmen.

Svaret: Hal9000

Instruktør-stolen: Ved at bruge Google Oversæt-appen kan man læse sig frem til, at der står Gangnam Style på stolen. Det er instruktøren man skal have fat i, som Wikipedia siger er: Cho Soo-hyun. 

Svaret: Cho Soo-hyun.

Held og lykke!