Tech

Pokémon skyld i uønsket besøg i Lise-Maries lejlighed

På bare et døgn har tre personer opsøgt en ung kvinde i Slagelse på jagt efter Pokémon.

Lise-Marie Nielsen er studerende, hun bor i Slagelse og har i det første døgn efter, at mobilspillet Pokémon Go kunne downloades i Danmark, fået tre besøg af Pokémontrænere.

En af dem stod pludselig i hendes lejlighed – da hun før Pokémon-udgivelsen ikke låste døren.

- Jeg havde ikke hørt at nogen var kommet ind. Så jeg kommer ud fra toilettet. Og så står der en mand lige her i gangen som så var gået ind ad min dør. Døren var ikke låst. Så siger han at jeg har en Pokémon, og at han skal bare have den, fortæller Lise-Marie Nielsen.

Hun bad straks manden om at forlade lejligheden, og det gjorde han.

Døren hos Lise-Marie Nielsen har altid været ulåst for familie og venners skyld, men det ændrer sig nu.

- Det er nødvendigt. For ellers kan jeg ikke få lov til at være i fred. Og så kan jeg ikke have mit privatliv.

Opfordrer spillere til at holde sig ude

Lise-Marie spiller også selv Pokémon Go. Hun ved derfor, at det slet ikke er nødvendigt at gå ind i lejligheden for at få en Pokémon i nettet.

- Jeg vil opfordre dem til, at de bliver ude af min lejlighed. Og så må de stå ved væggen, hvis de så gerne vil have fat på den Pokémon. For der er ikke nogen grund til, at de kommer ind. De kan ligeså godt stå herude.

Konceptet bag Pokémon Go er kort fortalt, at du skal finde Pokémon-dyr i dit lokalområde ved fysisk at bevæge dig rundt. Her skal du også indsamle forskellige elementer og dyste mod andre spillere og træne dine pokemon.

Fik aktiekurserne op

Sidste uge bad Danmarks Tekniske Universitet folk om ikke at bryde ind på en byggeplads, fordi der lå et såkaldt Pokégym - et sted, hvor man kan træne sin Pokémon.

Spillet Pokémon Go har taget verden med storm. Således steg aktierne i den japanske spilgigant Nintendo med 7,5 milliarder dollar i dagene efter udgivelsen. App'en er allerede downloadet på flere mobiltelefoner end både det sociale medie Twitter og dating-appen Tinder.