Tech

Det nye Pokémon-spil er stærkt vanedannende: Folk ser sig ikke for - og bliver røvet

Det nye Pokémon-spil er allerede en landeplage i USA, og det har resulteret i flere overraskende episoder.

De er faldet af deres skateboard, har vredet om på anklerne og er gået ind i svingdøre, fordi de ikke så sig godt nok for, mens de var ude for at fange virtuelle Pokémon-figurer.

De spillere i USA, Australien og New Zealand, der har downloadet den nye mobil-app "Pokémon Go".

Den japanske spiludvikler Nintendo frigav app'en fredag, og mobilspillet er lynhurtigt blevet en stor succes.

Det skriver News 10 NBC.

Blander spil og virkelighed

Den 21-årige skateboarder fra New York kom galt afsted, fordi han kørte for langsomt.

- Jeg ville bare gerne kunne standse hurtigt, hvis der nu var nogen Pokémon i nærheden at fange, forklarer Mike Schultz til tv-stationen.

Spillet trækker data fra Google Maps, og ved hjælp af telefonens kamera blandes det virtuelle og virkeligheden sammen til et nyt univers, hvor man bliver nødt til at bevæge sig rundt i den virkelige verden for at udforske spillets univers og fange Pokémon-dyrene.

Og det er ikke det eneste man fanger, viser flere historier fra USA.

Spillere bliver røvet - og finder lig

I delstaten Wyoming var den 19-årige Shayla Wiggins gået ned til vandet udstyret med en smartphone og sit nye spil "Pokémon Go". 

Shayla Wiggins var på jagt efter en vand-Pokemon, men det var ikke den, hun fangede i floden. Det var i stedet et lig af en voksen mand, skriver flere internationale medier, blandt andre Huffington Post.  

Og i staten Missouri har røvere brugt den nye app til at nare intetanende ofre.

Det har de gjort ved at lokke spillerne hen til et afsidesliggende sted, hvor de ved flere lejligheder gennemførte væbnede røverier, skriver the Guardian.

Større end Tinder - og snart Twitter

Det nye spil er kun på gaden i USA og Australien, men der er den allerede mere anvendt end dating-app'en Tinder - og snart ved at overtage Twitter. 

Derudover bruger spillerne langt mere tid her end på Instragram, Snapchat og Facebooks Messenger, der er blandt de foretrukne de sociale medier.

Det skriver Similar Web, der har analyseret dataen bag "Pokémon Go". 

Markedsværdien af selskabet Nintendo, ejer Pokémon Go, er efter lanceringen steget med over 52 milliarder kroner, og aktierne steg så voldsomt, som det ikke er set hos Nintendo siden 1983, skriver the Guardian.

"Pokémon Go" er en app, man downloader til sin iPhone eller Android-telefon.

Spillet er dags dato ikke kommet til Danmark, men der er allerede mange herhjemme, der har fundet en vej udenom og downloadet det. Derfor kan du sagtens støde ind i Pokémon-jægere på gader og i parker i Danmark.

Du kan se hvordan spillet fungerer i videoen herunder: