Tech

Vidste du det? Google optager din stemme

Dataindsamlingen - eksempelvis af din stemme - har nået så detaljeret et omfang, at det er problematisk, mener Forbrugerrådet Tænk.

Hvor højt er Eiffeltårnet? Hvor meget betaler man i gennemsnit i grundskyld? Og hvor var jeg den 25. marts i år? 

Det bliver mere og mere almindeligt at snakke til sin telefon frem for at skrive på den. Har du en iPhone, snakker du til Siri. Og har du en Android-telefon, kan du på engelsk snakke til Google Now. 

Men vidste du, at de samtaler, du har med din Android-telefon, bliver optaget og gemt på Googles servere? 

Funktionen har tidligere været gemt af vejen i Googles privat- og dataindstillinger. Men i denne uge opdaterede Google mulighederne for at se, hvad søgegiganten ved om dig.

Under 'My Activities' har Google samlet de informationer, de har om dig.   

Her er det blevet nemmere, hurtigere - og en smule mere skræmmende - at bladre igennem, hvad Google har af informationer om dig. Her kan du altså også høre alt, hvad du eller andre har sagt til din telefon. 

Søgegiganten gemmer som udgangspunkt alt, hvad du siger til den, hvilket Google efterfølgende automatisk transskriberer, så du kan søge i det. Det gælder både tilforladelige søgninger, men også personfølsomme oplysninger som noter og beskeder. 

Registrering har taget overhånd  

Det er ifølge seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk, Anette Høyrup, et tegn på, at registreringen og indsamlingen af brugernes data har taget overhånd. 

Hun roser, at Google gør sin dataindsamling og behandling mere transparent, men siger, at den stadig er for omfattende og uigennemskuelig. 

- Lige nu er det sådan, at registrering af brugerne er standarden. På sigt og med den kommende, nye persondatalov skal det være sådan, at retten til privatliv bliver standarden. Hensynet til Google, Apple og Facebooks forretningsmodel kan ikke gå forud for hensynet til den enkelte, siger Annette Høyrup og fortsætter:  

- Det er intimiderende, at der findes så detaljerede oplysninger om dig og din person. 

Hun peger blandt andet på muligheden for at vide, hvor du præcist har været i hvilket som helst tidsrum ned til sekundet - og hvad du søger efter på nettet.  

- Det har nået så detaljeret et omfang, at det er problematisk, siger hun.

Data skal slettes automatisk 

Anne Høyrup finder det samtidig problematisk, at dataen ikke automatisk slettes. Eksempelvis er det muligt at se lokationshistorikken flere år tilbage i tiden. Som her en registrering fra maj måned, 2013:

- Der bør være et loft for, hvor længe dataen må lægge på en server, hvorefter den automatisk slettes, mener Anette Høyrup.  

Vil du gerne sætte en stopper for, at Google gemmer dine samtaler - eller helt slette dem - skal du ind på 'My activities'. Herinde kan du også vælge, at stemmelagringen skal ske anonymt frem for, at den er koblet til din privatperson.  

Men vil du helt undgå, at Google lagrer dine samtaler, skal du - ifølge det britiske medie The Guardian - helt lade helt være med at snakke til din teleon.