Tech

Facebook Live vinder frem: Giver taletid til Ramsays raserier

Facebook hyrer stjerner og medier til at sende live. Det betyder blandt andet, at du kommer til at se Gordon Ramsay råbe live i dit feed.

Vandmeloner, der splintres i tusindvis af stykker, storgrinende husmødre i Chewbacca-masker og helt almindelige menneskers helt almindelige liv. 

Fælles for ovenstående er, at videoerne blev sendt live i dit Facebook-feed. 

Det har været muligt, siden Facebook i december sidste år besluttede, at nogle begivenheder er så vigtige, at de bør sendes live på det sociale netværk. 

Dermed lagde giganten sig i slipstrømmen på en række tjenester som Meerkat, Periscope og YouTube, der lader brugerne sende hvad som helst live til deres venner og følgere. 

Facebook har købt ind for 328 millioner

Ifølge avisen Wall Street Journal er det dog ikke kun dine venners halvkedelige videoer i dårligt lys, du skal udsættes for. 

Avisen skriver, at Facebook har indgået en række aftaler med både enkeltpersoner og etablerede medier, herunder CNN, New York Times, Mashable, Tastemade, NFL-quaterbacken Russell Wilson og altså tv-kokken Gordon Ramsay, der særligt er kendt for at råbe, bande og svovle af deltagerne i programmet 'Hell's Kitchen'. 

Facebook har angiveligt spenderet over 50 millioner dollar - eller godt og vel 328 millioner danske kroner - på aftalerne. 

Det har før været fremme, at Facebook har betalt personer og medier for at sende live, men dette er ifølge Wall Street Journal den mest omfattende liste hidtil. 

Giganter kæmper om din gunst

Ifølge Kaare Sørensen, redaktør for sociale medier på TV 2, er købet et markant træk i kampen om video på nettet og om at fastholde brugerne:   

- Folk bruger mere og mere tid på deres mobiler og ser mere og mere video. Der er en kamp om at vinde folks hjerter. Det er ikke en kamp, som Facebook har vundet, men hvor YouTube har lagt sig forrest, siger Kaare Sørensen, der både ser fordele og ulemper ved, at Facebook satser så stort på video til dets brugere.  

- Det er gået ret godt for Facebook med at implementere video, fordi Facebook har en enorm stor kundegruppe. De har samtidig også brugere, der bruger lang tid. De har har de to ting, man gerne vil have.

Til gengæld kalder han også det seneste træk for en slags "falliterklæring", fordi mediehuse og enkeltpersoner tidligere sendte live af sig selv. 

- Det viser, at de er under pres og bliver nødt til at sikre sig indhold. Samtidig passer live-formatet faktisk ikke særligt godt til Facebook - du går derind, fordi du har tre minutter, mens du venter på bussen. Du er ikke for alvor motiveret til at sidde i 12 minutter og se en video, siger Kaare Sørensen. 

Vil du selv forsøge dig med at sende live, kan du her læse, hvordan det lader sig gøre.