Tech

Glem 3D-briller: VR suger dig ind i de danske biografer

Nordisk Film Biografer vil denne uge afprøve publikums villighed til at træde ind i en VR-verden med store briller og hovedtelefoner.

3D-film er blevet et naturligt udvalg i landets mange biografer, og måske vil det næste store blive de langt mindre klædelige virtual reality-briller. 

Nordisk Film har sat sig for at afprøve VR-mulighederne i en begrænset periode og har lavet en såkaldt 'Pop Up Biograf' i Palads i København. Det sker fra fredag den 17. juni og ti dage frem.

Vend dig 360 grader i biografen

VR-teknologien ser mange som den nye bølge inden for underholdning som film og spil, hvor man som seer kan træde helt ind i det virtuelle univers. 

Palads har omdannet deres café på første sal til en slags VR-biograf med plads til 25 besøgende. Her bliver man sat i en 360 graders roterende kontorstol, får et par VR-briller og hovedtelefoner på hovedet og kan så se op til en halv times indhold af gangen.

Der er ikke tale om hele spillefilm, da de endnu ikke er blevet produceret i virtual reality, men i stedet kan de besøgende vælge pakker af VR-indhold. Her kan man vælge mellemgenrerne sjov, dokumentar eller horror. 

Her kan man eksempelvis opleve en virtuel tur gennem et Salvador Dali-maleri, svømme med delfiner, blive ført gennem en animationsfilm eller - hvis man tør - køre en skræmmende tur gennem et sindssyge hospital spændt fast til en rullestol.

Specielt horror-pakken kan virkelig give nogle ekstra dimensioner i VR. Go'morgen Danmarks filmanmelder Ann Lind Andersen blev selv så skræmt, at hun måtte tage brillerne af og droppe at se horror-sekvenserne til ende. 

Se hende fortælle om oplevelsen i klippet øverst.