Hjælp dine venner: Sådan kan Facebook forebygge selvmord

Det bliver nu nemmere at sende hjælp til sine venner, hvis de virker nedtrykte eller selvmordstruede på Facebook.

Facebook bliver hovedsageligt brugt til at vise den allerbedste side af os selv, men en gang imellem dukker der også et opslag op, der peger i den modsatte retning.

Nogle bruger sociale medier til at råbe om hjælp, og nu bliver der på Facebook kortere vej til at få og yde hjælp.

Det skriver Facebook på deres side, Facebook Safety.

Sådan hjælper du

Undersiden Selvmordsforebyggelse, hvor der er forskellige muligheder for at gøre opmærksom på et problem, er rigtig godt gemt på Facebook, men nu kan du via en knap på hver profil lettere hjælpe vedkommende.

Facebook lover samtidig, at der vil sidde personer 24 timer i døgnet, der overvåger anmeldelserne. Det skulle gøre systemet bedre end hidtil, hvor det er en algoritme, der vurderer, om brugeren skal præsenteres for hjælp.

Det vil sige, ser du et opslag, der virker faretruende, kan du anmelde det. Så vil en ansat hos Facebook gennemse anmeldelsen og den oprindelige post, og hvis den ansatte vurderer, at der kan være noget om snakken, vil brugeren blive præsenteret for en boks, hvor der er kontaktinformation til den rette hjælp.

Færre barrierer online

I Danmark samarbejder Facebook med BørneTelefonen og Livslinien. Sidstnævnte henvendte sig for mere end fire år siden til Facebook for at få en aftale op at stå som hjælpeorganisation. Det har man gjort siden.

Og organisationen ser meget positivt på, at Facebook for alvor går ind i kampen for at hjælpe selvmordstruede.

- Algoritmen kan være fin nok, men måske bliver den også brugt uhensigsmæssigt. Vi kan kun hilse det velkomment, at man følger det endnu tættere, siger direktøren for Livslinjen, Jeppe Kristen Toft.

Og mediet har en unik fordel i forhold til tale sammen ansigt til ansigt.

- Sociale medier kan noget i forhold til at tage den første, svære kontakt. De barrierer, der er i virkeligheden, findes ikke online. Og selvom der også er problemer, så ser vi meget positivt på sociale medier i de fleste sammenhænge.

Helt efter bogen

Fremgangsmåden får også ros fra Britt Reuter Morthorst. Hun er forsker ved Dansk Forskningscenter for Selvmordsforebyggelse.

- Facebook gør det helt efter bogen. De tager de her opslag alvorligt og tilbyder den rigtige kontakt, siger hun.

Hun mener ikke, at der er den store fare for, at tjenesterne vil flyde over med falske anmeldelser.

- Når folk ytrer sig om selvmord, så er det fordi, de gerne vil have hjælp. Nogen skal komme dem i møde og forstå dem. Og det kan systemet hjælpe med, siger Britt Reuter Morthorst.