Musikere låser publikums mobiler: Mobilfrie koncerter er en realitet
Det kan snart være helt slut med at tage sin mobil frem og filme hele koncerten. Kunstnerne kan sørge for at låse publikums mobiler inden koncerten.
Det kan være slut at sende snaps af musikeren på scenen, tjekke sms'er under musikken eller tage selfies med vennerne, når dit favorit-band giver den gas på scenen.
Den nye supergruppe Prophets of Rage, der består af medlemmer fra Rage Against the Machine, Cypress Hill og Public Enemy, har fået opmærksomhed for deres første koncert afholdt for nylig i Hollywood.
Ikke kun for musikken og dannelsen af gruppen, men også for deres noget kontroversielle tilgang til publikums ejendele.
Låste publikums mobiler inde
Gruppen havde besluttet, at alle koncertgængerne ikke måtte bruge deres mobiler til koncerten, og sørgede derfor at få mobilerne låst inden musikken startede.
I stedet fik publikum udleveret et cover til mobilen af mærket Yondr, der konkret låser selve mobilen inde, når musikken starter.
Yondrs cover sørger for at gøre mobilen ubrugelig, så den ikke tager publikums fokus eller udsyn. Det er samtidig Yondrs egen vision, at "vise folk, hvor store øjeblikke kan være, når vi ikke er fokuseret på at dokumentere eller udsende det", skriver de på deres webside.
Coveret virker ved, at det låser telefonen inde på på bestemte områder - som eksempelvis området foran en scene. Når man forlader scenen, låses coveret automatisk op.
Prophets of Rage er ikke de eneste, der har set sig sure på mobiltelefonerne til koncerter. Også Mumford & Sons har tidligere indsamlet alle mobiltelefoner ved indgangen, for så at levere dem tilbage med specielle merchandise-covere, når publikum gik ud igen, skriver musiksiden NME.
Spørgsmålet er om det er en tendens, der kommer til at vokse inden for kort tid, og om sommerens mange festivaler kommer til at opleve blot én mobilfri koncert.