Tech

Forskere: Et skridt tættere på en kræft-vaccine

International forskergruppe har skabt en vaccine , som de håber kan blive fremtidens våben mod kræft.

En international forskergruppe siger, at de har taget ”et stort skridt” mod at finde en generel vaccine mod kræftsvulster.

Opdagelsen er netop offentliggjort i det seneste nummer af det anerkendte, internationale tidskrift Nature.

Forskernes ide bygger på tanken om immunterapi, der går ud på at aktivere kroppens eget immunforsvar til kamp mod kræftcellerne. De har anbragt dele af kræftcellernes genetiske RNA-kode i nanopartikler af fedt og sprøjtet fedtet ind i langvarigt syge kræftpatienters blod.

Kroppen producerer selv dræber-celler

Indsprøjtningen har fået patienternes kroppe til at reagere ved at producere T-celler – såkaldte ”dræberceller”, der går til angreb på kræftcellerne.

Fordelen ved at kunne give en ”vaccine” som en indsprøjtning er ifølge forskerne, at bivirkningerne ikke er nær så alvorlige som ved kemoterapi, men nærmest kan sammenlignes med influenza-symptomer.

- Desuden er sådanne vacciner hurtige og billige at producere, og de kan kodes med stort set enhver form for RNA, siger lederen af forskergruppen, professor Ugur Sahin fra Johannes Gutenberg Universitetet i Tyskland, til den britiske avis The Independent.

Lang vej endnu

Eksperter advarer dog om, at selv om resultaterne er både lovende og opsigtsvækkende, så er der lang vej endnu før man kan være sikker på, at metoden vil virke.

- Vi ved, at immunsystemet har et stort potentiale for at blive manipuleret og aktiveret til selv at bekæmpe kræftceller. Dette er spændende og nye resultater, der giver løfter om, at en RNA nanopartikel-vaccine er i stand til at gøre netop det, siger Dr. Helen Rippon, der er leder af Worldwide Cancer Research til The Independent.

Forskergruppen har afprøvet sin metode på en gruppe mus og på tre alvorligt syge kræftpatienter. På musene virker vaccinen efter planen og bekæmper tumorer. De tre kræftpatienter har først og fremmest fået vaccinen for at forskerne kunne se, om deres immunsystem reagerede og producerede T-celler. Det gjorde de.

Om patienterne så også bliver helbredt er for tidligt at sige, men deres tumorer er i hvert fald sat i stå, så de enten er blevet mindre eller ”stabile”.

Brug for større studier

Internationale eksperter er da også enige om, at der er behov for større afprøvning på patienter, før man kan vurdere betydningen af opdagelsen.

- Dette nye studie på mus og en lille gruppe patienter viser, at immunsystemets svar på kræftcellerne kan udløses af en ny form for kræftvaccine. Men selv om forskningen er meget interessant, så er der stadig et stykke vej før det kan komme patienter til gavn, siger professor Alan Melcher fra Institute of Cancer Research.