Tech

Første sommerferie med nye regler: Er din mobil klar til ferien?

Snart skal du på ferie, og det skal din mobil med sikkerhed også. Inden du rejser, er der lige nogle gode tips og ting at tænke over.

Den store feriesæson er lige rundt om hjørnet, og det betyder, at danskerne valfarter til alle fire verdenshjørner. Vi gør det helst i selskab med mobilen, og der bliver ikke slækket på forbruget – mere tværtimod.

Men oftest er priserne af en noget anden kaliber i udlandet, der gør det nødvendigt, at man som mobilbruger lige tænker sig om.

Heldigvis er vi i år langt bedre stillet rent prismæssigt, end vi har været i mange år. Man skal dog stadig være opmærksom.

TV 2 har herunder listet nogle tips op, og teleselskabers smarte tiltag for, at du kan få en bedre ferie uden at tænke på store og kedelige mobilregninger.

Roaming er stadig synderen

Selv om det nu er blevet langt billigere at roame i udlandet, så skal du være opmærksom. Prisen afhænger stadig af din rejsedestination og ikke mindst af dit teleselskab. Husk for en sikkerheds skyld, at dit roaming skal være slået fra på mobilen.

Billigere at sms end at ringe

Fra den 1. maj i år er det blevet rigtig billigt at roame inden for EU's grænser. Men hvis du er et talende vandfald eller elsker at surfe på tunge videosider, skal du være opmærksom på priserne. 

  • 46 øre pr. minut for at foretage et opkald.
  • 10 øre pr. minut for at modtage et opkald.
  • 18 øre for at sende en sms.
  • Det er gratis at modtage sms'er.
  • 46 øre pr. megabyte data, du downloader.
  • Mails, mms med mere kan være rigtig dyrt. Tjek priserne på dit selskabs webside. 

EU nu har sat et nyt dataloft på din regning, så når du når til 456 kroner, lukkes adgangen, og du kan ikke bruge telefonen, før du selv tilkendegiver, at du vil bruge mere.

Som standard får du en sms, når du er på 80 procent af beløbet.

Til næste år bliver roamingen helt afskaffet inden for EU, så du kan snakke, ringe, skrive og surfe præcis på samme manér, som du er vant til derhjemme.

Brug wifi til flere ting

Hold dig fra at lade mobilen stå på roaming, og fokuser i stedet på at tjekke mails og andre tunge webting på mobilen, når du er på wifi. Det er langt billigere at benytte sig af – og oftest også hurtigere alt afhængigt af din forbindelse.

På wifi kan du både se video, læse mails og ikke mindst tale løs på apps som Facebook Messenger, Skype eller Facetime, hvis der skulle være behov for det.

Når du endelig er på wifi, kan du også sørge for, at flere af dine tjenester kan bruges offline. Så udnyt det billige net til at hente indhold. Det kan enten være, inden du rejser, eller når du kommer til hotellet.

Disse tjenester har offline-indhold:

Google Maps - hent kortet og brug GPS selv uden netværksforbindelse

Spotify – lyt til musik med offline-playlister

Viaplay – se dine favoritserier eller film, når du har hentet dem ned på din enhed.

Sådan gør du i de dyre lande uden for EU

Hvis du skal rejse uden for EU, er der også større risiko for, at prisen på data, opkald, sms og mms er langt dyrere. Du skulle gerne modtage en sms med prisoversigten, når du ankommer til landet, så gør dig bekendt med priserne inden du bruger løs.

Hvis det er rigtig dyrt, så kan du gøre flere ting:

  • Slå telefonsvareren fra - Hvis du skal tjekke den, bruger du to opkald. Det der går til mobilen, og det du bruger på at tjekke mobilsvaren.
  • Hold dig fra emojis – du kan være uheldig at en smiley, et tacos-ikon eller andet bliver set som en større besked og derved sendt som en mms. De er som regel dyrere.
  • Slå synkronisering fra – hvis du gerne vil styre, hvad du henter og bruger din data på, så sørg for at din telefon ikke automatisk opdaterer sine apps eller synkronisering, mens du er på dyrt net.

Teleselskaberne gør det nemmere

Flere teleselskaber har heldigvis imødekommet kundernes behov og tilbyder nu roamingfrie muligheder. Vi har samlet de fire største og deres udlands-muligheder.

3

Teleselskabet 3 er klart længst fremme i skoen, når det handler om telefoni i udlandet. Deres tilbud om 3LikeHome er inkluderet i alle Fri Tale- og bredsbåndsabonnementer hos 3, der betyder, at kunderne ikke skal betale ekstra for brug af mobilen.

De har nu udvidet til hele 40 lande, som blandt andet inkluderer hele EU, USA, Puerto Rico og de Amerikanske Jomfruøer. Begrænsninger er dog, at man højst må bruge 10 GB i op til 30 dage af gangen.

Telia

Telia har næsten det samme tilbud, der giver dig mulighed for at tilkøbe et udlandsabonnement kaldet ’Roam Like Home’. Alle abonnementer har Norden med gratis og ellers kan man tilkøbe 'Europa'. Det koster i de fleste tilfælde fra 100 kroner, og giver mulighed for 10GB brug i udlandet samt fri tale og sms.

Telia tilbyder i øjeblikket 37 lande, som primært tæller en stor del af Europa.

Telenor

Telenor fokuserer mest på Norden og EU, hvor de tilbyder forskellige abonnementer, der er forskeligt fra tale til data.

Som udgangspunkt har alle Telenor-kunder såkaldt ’Tryg Surf’. Det giver 100MB data for op til 29 kroner om dagen i både EU og Norden. Du kan også vælge at bruge telefonen mere og få 200MB til maks 69 kroner, hvis der skulle være behov for det.

Hvis du blot har brug for tale og sms, er Telenors Fri+ abonnementer et bud. Her er der fri tale i henholdsvis Norden og EU – afhængigt af hvilken størrelse abonnement du har.

Yousee

Yousee tilbyder forskellige rejsepakker afhængigt af dine behov. Alle pakkerne kan du tilmelde dig uden at skulle betale for det, men så snart du ringer, skriver eller bruger data i udlandet, aktiveres de. 

Datapakken ligger på 50 kroner for 150 MB i 30 dage, og kan bruges i disse lande: EU samt Schweiz, Norge, Island, San Marino og Liechtenstein. 

Udlandspakken på tale og sms koster henholdsvis 25 og 100 kroner (giver dig 2 timer og 10 timer udlandstelefoni). Denne pakke kan bruges i alle lande.