Tech

Microsoft opdaterer nu selv din computer - uanset om du vil det eller ej

Microsoft har et nyt trick oppe i ærmet, der mere eller mindre presser din computer til at opdatere til Windows 10.

I sommer lancerede Microsoft deres største styresystem til dato i form af Windows 10. Det er det nye system, som Microsoft vil læne sig op af i fremtiden på alle platforme. Microsofts egen plan er, at over 1 milliard computere vil have installeret systemet inden for et par år. 

Det er et mål, der nu har presset Microsoft ud i en noget overraskende og chokerende manøvre, så længe du ikke er interesseret i det nye system.

For de vil presse alle brugere af tidligere Windows-systemer (eks. Windows 7 og 8) over på det nye Windows 10 med en mere eller mindre tvungen computer-opdatering, som du har meget svært ved at undgå. 

Du har svært ved at stoppe opdateringen

Det vil sige, at din computer pludselig vil begynde at hente Windows 10 ned på din computer og begynde at opdatere den.

Et pop-up vindue vil gøre opmærksom på opdateringen, og her er det ikke nok blot at trykke på krydset i højre hjørne af vinduet for at lukke det ned igen.

Dette pop up vindue vil gøre dig opmærksom på den mere eller mindre tvungne opdatering

I stedet skal du trykke på den lille linje under datoen, hvor der står 'her' kan man ændre eller annullere opdateringen. Hvis ikke du gør det, vil computeren på den pågældende dato begynde at opdatere af sig selv. 

Hvis du af den ene eller anden grund ikke når at få stoppet opdateringen, så kan du, efter Windows 10 er færdiginstalleret på din computer, rulle tilbage til dit gamle system. Det kan lade sig gøre i op til en måned efter opdateringen er sket.

Fordele og ulemper ved Windows 10

Det kan være at den tvungne opdatering er gode nyheder for dig, der blot ikke har fået taget sig sammen til opdateringen. 

I dag har næsten 30 procent af alle danske computere og tablets Windows 10 installeret. Det betyder både en del fordele, men også en del ulemper i forhold til tidligere systemer.

I første omgang er Windows 10 et betydeligt mere sikkert system. Microsoft har fokusteret meget på at det skal være sikkert at bruge for både virksomheder og private brugere. Ligeledes er det hurtigere til mange ting og endelig bygger det reelt på hvad brugerne selv har ønsket sig. 

Og endelig må man ikke glemme, at hele opdateringen kan ske gratis nogle måneder endnu, da Microsoft selv har annonceret, at Windows 10 er gratis det første år. 

En af de største kritikpunkter ved Windows 10 er, at man som bruger giver meget mere info til Microsoft. Ligesom Google, Facebook og andre store selskaber, så er dine brugsbehov yderst vigtig information for selskabet, og Windows 10 er bygget meget meddelsomt op over for Microsoft selv.

Du kan slå det fra, men det kræver en del indstillingsroderi. 

Alt i alt bestemmer du selv, hvad du vil have på din computer, men hvis det står til Microsoft, så har du altid det seneste nye.