Tech

Facebook vil have dig til at chatte med robotter

Facebook har netop lanceret en ny variant af deres populære Messenger-app, der åbner op for chat med robotter.

Inden for kort tid kan det blive meget sværere at vurdere, om du snakker med et rigtig menneske eller en robot på Facebooks besked-tjeneste Messenger.

Det står nu fast, efter Mark Zuckerberg forventeligt annoncerede selskabets planer på deres årlige udviklerkonference, F8, i San Francisco.

Bestil din næste ferie på Messenger

Det californiske selskab viste de nye muligheder for de mange fremmødte udviklere. Messenger vil nu til at åbne op for at virksomheder, medier og brands vil kunne kommunikere direkte til deres brugere og kunder med en blanding af kunstig intelligens og personlig interaktion.

Forestil dig eksempelvis, at du ikke længere behøver ringe, skrive en mail eller gå ind på den konkrete webside for at snakke med kundeservice, købe et par sko eller bestille din næste ferie. I stedet foregår det hele direkte i Messenger.

Bots

Et computerprogram, der er programmeret til et eller flere bestemt formål. Det kan være, at udsende reklamer (spam), svare på konkrete spørgsmål eller blot være din modstander i et spil skak online. 

I dette tilfælde vil der være tale om kunstig intelligens tilføjet menneskelige svar. 

Men i stedet for at du skriver med en konkret person, snakker du med en såkaldt bot (webrobot med en form for kunstig intelligens) på tjenesten.

Du vil kunne skrive frem og tilbage, trykke på bestemte valgmuligheder og ellers åbne op for en mere direkte kommunikation med en virksomhed eller brand.

Zuckerberg regner selv med, at brugerne vil tage bots til sig, og man vil på sigt kommunikere lige så frit med dem som man i dag gør med sine venner.

Ligeledes vil Messenger-knapper dukke op på diverse websider og tjenester på samme måde, som Like-knappen i dag er over det hele. 

Hvornår det kommer ud til brugerne er endnu uvist. Facebook har selv blot lanceret muligheden til udviklerne, der først skal give sig i kast med det og implementere det rundt omkring.

Reklame som direkte beskeder

I første omgang er dette mere direkte kommunikation end reklame, men Facebook vil også åbne op for reklamen i Messenger. Det vil være sponsoreret indhold, som vil dukke op som beskeder til dig, men Facebook siger selv, at det udelukkende vil være til dem, der allerede selv har valgt at åbne en dialog med et konkret selskab.

Facebook er langt fra de eneste, der arbejder aktivt med kunstig intelligens og bots til kommunikation. Microsoft annoncerede ligeledes i sidste uge på Build, at de kommer med deres egen bot-platform på deres Windows 10. Her vil man kunne benytte sig af bots i Skype, søgemaskinen Bing og meget mere.

Det kan være du synes det lyder som et skræmmende scenarie, men forvent inden for en lille overskuelig tidsramme, at det vil blive sværere at afkode om du nu også snakker med et rigtigt menneske eller en bot. Se bare på hvor tale-assistenterne Siri, Cortana og alle de andre bots er i dag. 

Herunder kan du se hvordan en chatbot fungerer i en nyhedsapp. David Guldager kiggede nærmere på Quartzs nyhedskurator: