Tech

Er det en UFO? Facebook overrasker med dette nye produkt

Facebook har netop annonceret et vildt 360 graders 3D-kamera, og de har givet planerne væk til alle interesserede.

Du kommer snart til at blive hevet ind i en helt ny verden af ultraskarpe og flotte 360 graders videoer på Facebook.

Det må være konklusionen efter Facebook noget uventet annoncerede et kæmpe kamera kaldet Surround 360 på udviklerkonferenfen F8 i San Francisco.

Det er et kamera, de selv forventer meget af i forhold til indhold som flotte videoer og nye fortællinger. Men de vil ikke nøjes med at producere indholdet selv. Facebook hungrer efter 360 graders video, så de har givet alle planerne om kameraets design og software gratis væk til alle interesserede. 

Det vil sige, at andre selskaber nemt nu kan lave deres egne Facebook 360 graders-kameraer. Det giver Facebook en hel del mere indhold, og det er som bekendt, det selskabet lever af.

En UFO af dimensioner

Kameraet er af en noget anden og mere ekstrem natur end andre nuværende 360 graders videokameraer. 

Der sidder 17 kameraobjektiver på (14 rundt som vinduer på det UFO-lignende produkt), et fiskeøje i toppen og to i bunden. Det kan optage video i længere tid helt op til 8K, hvis det skulle interessere nogen, uden at blive overophedet. 

Facebook har selv vist forskellige billeder og videoer optaget med kameraet, og det ser også forrygende ud. Billeder og video fra kameraet vil enten kunne blive oplevet på Samsungs Gear VR-briller, Oculus Rift eller blot i Facebooks egen app.