Tech

Vildt trick giver dig meget mere plads på din iPhone

Er du ved at løbe tør for plads på din iPhone, kan du tvinge mobilen til lynhurtigt at give dig mere med dette lidt skøre trick.

Et vildt tip, der giver mere plads på din iPhone, rumsterer rundt på nettet - og det lader til at virke.

Hvis du har under 1 GB tilbage på telefonen, kan du nemlig skaffe mere plads ved at 'snyde' din mobil. Det skriver tech-hjemmesiden Mashable

TV 2 har dog tjekket tricket på en mobiltelefon med over 1 GB tilbage, og her virkede det også. 

Først bør du tjekke, hvor meget plads du har tilbage på mobilen under: Indstillinger > Generelt > Lagring og brug af iCloud.

Derefter kommer det spøjse tip: For du skal åbne iTunes og leje en film. 

Det skal helst være en film, der tager rigtig meget plads. The Independent skriver, at Ringenes Herre: De To Tårne eksempelvis fylder 6,84 GB.

Så skal du klikke på 'Lej filmen', klikke ja til HD-format - og så vil et vindue fortælle dig, at du ikke har nok plads. Det skal du klikke OK til. Og bare rolig, det kommer ikke til at koste dig noget.

Du 'snyder' telefonen 

Derefter tyder det på, at der bliver 'ryddet' op i din telefon, eksempelvis stod der på TV 2's testtelefon, at Twitter-appen blev renset.

Nu skulle du have fået mere plads på mobilen. Du kan tjekke det gennem dine indstillinger - det samme sted som før.

Ifølge TV 2's tech-redaktør, David Guldager, fungerer tricket imponerende godt. 

- Tricket skulle ifølge oplysningerne kunne lade sig gøre, fordi din telefon sletter unødig data, der ligger og gemmer sig fra dine mange apps. Hver gang du åbner og bruger en app, gemmer den på diverse informationer. De ligger og fylder og tager plads på din telefon.

- Normalt kan man ikke gå ind og rense telefonen for plads på den måde, men fordi du snyder telefonen til at tro, at der er behov for pladsen, så gør den det for dig. Og gør det flere gange efter hinanden, som får din mobil til at give dig endnu mere plads. 

Tricket er blevet diskuteret på dette Reddit-forum, og her har brugerne forsøgt at leje de pladskrævende film 4 -5 gange. Hver gang er der blevet frigivet mere plads på telefonen. 

Øverst kommer tech-redaktør David Guldager med et andet tip til at gøre din iPhone superhurtig. 

Herunder kan du gennem screenshots se, hvordan du får mere plads på din telefon:

Der er 895 MB tilgængelig plads på TV 2's testtelefon før forsøget.
På iTunes skal du leje en film, der fylder meget - eksempelvis Ringenes Herre.
Når du får dette pop-up vindue, skal du klikke OK.
Og vupti - så er der pludselig 1,6 GB plads på samme testtelefon.