Tech

Teslas absolut vigtigste lancering er knald eller fald

Tesla har lanceret deres vigtigste bil til dato, der kan vise sig at være enten deres pinagtige fald eller dundrende succes. Og de største udfordringer er de slet ikke stødt på endnu.

Tesla har vist sig at være bilindustriens helt store kæmpe på trods af giganter som BMW, Audi, Ford og så videre. Det siger ikke så lidt i en industri, der vælter over af stærke brands, der når bredere ud end blot deres produkter.

Men et hurtigt kig foran diverse Tesla-forhandlere verden over taler deres tydelige sprog.

Hvor mange andre bilproducenter har formået at tiltrække meterlange køer af interesserede kunde flere dage forinden lanceringen, og inden de overhovedet har vist blot det mindste hjørne af et nyt produkt?

Minder om et andet selskab

På stående fod kender jeg kun til ét selskab, der har ramt samme masse-hype op til sådanne lanceringer, og de laver endnu ikke biler. 

Men det gør Tesla. Og det gør de i en så overlegen stil, at de, på trods af kun én rigtig hverdags-model på markedet, har oversvømmet hele lande med deres biler. Jeg ser her bort fra Teslas mere sportsagtige Roadster.

Tesla Model S er langt fra et sjældent syn herhjemme. I betragtning af at det ikke er en billig bil, specielt efter afgiftsfratagelsen og at den er direkte handikappet i sin kørelængde på grund af strømbehovet, så er det en bedrift, det er svært ikke at have respekt for.

En mere sårbar lancering

Og nu er tiden så kommet til, at Tesla træder ind i de mere seriøse rækker.

Deres Model 3 henvender sig til det brede publikum og gør derved også selskabet mere sårbart. De kunne før skjule sig bag biler til toppen af den økonomiske fødekæde, men det er Model 3, der skal give dem smør på brødet og arbejdsfrihed i fremtiden.

Model 3 har glastag

Som udgangspunkt er dette den vigtigste elbillancering i nyere tid. Nissan, Toyota, BMW og snart også Chevrolet har alle elbiler til anstændige priser, men ingen af dem har vist sig at have helt samme gennemslagskraft i den stærke købsgruppe, som Tesla har formået.

Mest fordi Tesla sælger et image til kunderne mere end, de sælger selve bilen. Det er præcis det samme, man så på Apples højeste hype-niveau. Her stod kunderne gerne i kø for at være den første, der kunne blive set på gaden med den nye iPhone i hånden.

Intet er sikkert endnu

Model 3 er langt fra billig i ordets forstand, men er stadig prisværdig nok til, at den kan konkurrere på det brede plan. Det er selskabets vej ind i det mere massive marked, hvor de førnævnte bilmærker ellers allerede brillerer.

Men intet er givet på forhånd på trods af Teslas momentum for tiden og det høje antal af Model 3s forudbestillinger.

Meget af selskabets fremtid ligger i den lille nye lancering, som har været undervejs i hele ti år.

10 år undervejs

I et blogindlæg tilbage i 2006 præsenterede Elon Musk, Teslas direktør og stifter, sin ti års-plan for selskabet og dets biler.

  • Byg en sportsvogn – Tesla Roadster
  • Brug de penge til at bygge en bil i et overkommeligt prisleje – Model S
  • Brug de penge til at bygge en bil i et endnu mere overkommeligt prisleje – Model 3

En ti-års plan, der må siges at være at være både simpel og ambitiøs og nu også klaret.

På den baggrund takkede Elon Musk fra scenen tidligt fredag morgen også kunderne af både Model S og den sommerklare Model X for at have købt bilerne og derved gjort det seneste led i planen muligt.

De største udfordringer venter

Deres næste led i planen afhænger ligeledes af Model 3s udbredelse, og noget tyder på, at de også har de største udfordringer til gode. 

For det første så er spørgsmålet, om de får Model 3 klar i god nok tid med de specifikationer, som selskabet fremviste ved lanceringen. Det er ambitiøse specifikationer til den pris, men Elon Musk har selv lovet, at alt vil være klar.

Ligeledes kæmper selskabet stadig med underskud. De seneste 11 kvartaler har de oplevet underskud, men i et brev til investorerne lovede Elon Musk, at det nu villet til at ændre sig.  

Endelig så afhænger bilernes og ikke mindst hele selskabets succes af et mildest talt logistisk mareridt med deres billadere, de såkaldte Superchargere.

Her vil netværket skulle blive fordoblet i 2017 til 7.200 ladere verden over. Men om det stadig er nok til at føle sig bekvem ved at køre en bil, der maks kan trille 350 kilometer per gang, det må tiden vise.