Apple genopliver tre år gammel lille mobil: Den billigste iPhone nogensinde
Ny iPhone er mindre end de andre og bliver ligeledes selskabets hidtil billigste. Kommer til Danmark i starten af april.
Den nye iPhone SE (udtales 'essay)', som Apple præsenterede mandag aften dansk tid, bliver den billigste nylancerede iPhone nogensinde. Det oplyser Apple under en præsentation i Cupertino i Californien.
Her viste Apple-chef Tim Cook de seneste tilføjelser til iPhone- og iPad-serierne frem.
Kommer til Danmark til april
Prisen på den nye iPhone SE ligger på 3.700 danske kroner, og den vil kunne bestilles i udlandet allerede fra torsdag. Dog kan danskerne tidligst regne med at se den i de hjemlige butikker i begyndelsen af april.
Apple beskriver selv iPhone SE som den hurtigste 4-tommer mobil, verden nogensinde har set. Og skal man tro deres egne målinger og specifikationer, så er der da også tale om en tro kopi af indmaden fra iPhone 6S, der blev lanceret tilbage i september sidste år.
Det betyder, at det er en mobil, der er blandt den hurtigste iPhone med A9-processoren, den har et kamera på 12 megapixel med 4K-video, den har NFC-chip til Apple Pay og så kommer det alt sammen i en pakke, der kan være mere spiselig for mange, der netop ikke bryder sig om de store skærme.
Mindre iPad på vej
På iPad-siden var der også nyt. Her præsenterede Apple en mindre udgave af iPad Pro, der er rettet mod brugere, der også benytter deres iPad til arbejde.
Både i sin nye og gamle størrelse har Apple installeret en kraftigere chip, der skal forbedre hastigheden i deres tablet. Derudover kan en iPad Pro nu købes med mere plads i en udgave, der har 256 GB.
Søvnvenligt nyt lys i Apple-produkter
Apple har noteret sig, at brugere og forskere har klaget over, at deres telefoner og iPads blå lys, gør det sværere at falde i søvn efter brug.
For at løse det problem præsenterer Apple en funktion, firmaet kalder Night Shift.
Den skal ved hjælp af telefonens GPS-oplysninger, som nedtoner lyset fra skærmen, så det bliver varmere farver, der skal gøre det nemmere at falde i søvn efter brug om aftenen eller natten.