Pas på: Dansk firma snyder Netflix-kunder
Et dansk firma udgiver sig for at tilbyde populære webtjenester billigt, men ender i stedet med at trække flere hundrede kroner fra dit kort.
Det danske firma Weneverloseit.com tilbyder Netflix i hele tre måneder for små 5 kroner. Det er et uhyggeligt godt tilbud, der også har vist sig at være for godt til at være sandt.
I stedet for blot at trække de fem kroner, har firmaet trukket 399 kroner fra kundernes kreditkort, hvis ikke kunderne har nået at spærre kortet forinden. Det skriver BT.
Svindel og humbug
Ifølge Trustpilot er en del danskere allerede hoppet i fælden. Samlet har Weneverloseit én stjerne på tjenesten og det danske firma får ord med på vejen som "svindel og humbug".
Blandt andet Jesper fra Randers skriver på Trustpilot:
- Hold jer fra det. Det er IKKE Netflix og I laver et abonnement på noget helt andet til kr. 399,- om måneden.
Ligeledes oplyser en anden utilfreds kunde, Lars Skjærris:
- Har spærret min konto, da der pludseligt blev bedt om adresse og fødselsdag, efter at man havde indtastet kontonummeret. Har nu forsøgt at afmelde deres service, men hjemmesiden blev blokkeret af min viruschecker!!!!
Tilbyder også Spotify og backup
Men Weneverloseit.com holder sig ikke kun til Netflix. Andre klager på Trustpilot viser, at det danske firma, der har adresse i Indre København, også tilbyder alt lige fra Spotify til billigt backup-program.
- Min datter på 15 år troede, hun tilmeldte sig 3 måneders Spotify Premium for 5 kr. Desværre for hende var det dette firma, der prøvede at få penge ud af hende! Jeg forsøgte at ringe til firmaet, men "sjovt" nok altid besked om at de var optaget men at man kan sende en mail. Det gjorde jeg så uden svar. Skrev igen og endelig svar tilbage om at de havde annulleret min datter's aftale eftersom hun er under 18 år. Det skriver Malene Wahlers på Trustpilot.
BT oplyser, at Netflix kigger på sagen, da 60 procent af alle opkald til den populære streamingstjeneste de sidste to uger har handlet om netop det danske svindelnummer.
Det er ikke lykkedes at få kontakt til Weneverloseit.com.