Billede udløste storm mod Zuckerberg: Nu svarer han igen
Mark Zuckerberg har måtte høre meget for et VR-billede, han lagde på Facebook, men nu svarer han igen.
Mark Zuckerberg holdt en tale under Samsungs mobillancering i forrige uge om fremtiden for virtual reality. I den forbindelse blev der taget et billede af ham foran de tusinde fremmødte, der alle havde de klædelige VR-briller på.
De sociale medier blev efterfølgende overrendt af kommentarer, jokes og spydigheder om det orwellske islæt i billedet. Nettet så det som den store enehersker, der stolt vandrer foran sin robot-hær af mennesker.
Børn der spiller fodbold
Men Mark Zuckerberg kan ikke selv se det sjove i det, og vil gerne have tingene sat på plads, så man ikke får det forkerte indtryk af Facebooks VR-fremtid.
- Intet kunne være længere fra sandheden. Det er i stedet det stik modsatte. Det som folk så i VR-brillerne var en video af børn, der spiller fodbold. Brugerne kunne se sig omkring, og de kunne se børnene spille fodbold omkring én. Det var en fælles oplevelse som alle oplevede, og det ville have været umuligt at opleve på anden måde, forklarer Mark Zuckerberg til den tyske avis Die Welt am Sonntag, skriver Business Insider.
Samtidig slår han fast, at han ikke frygter, at virtual reality vil isolere mennesker, på grund af den asociale del, hvor hver bruger har sine egne briller på, da "mennesker grundlæggende er sociale".
- Du kan sandsynligvis gå hele vejen tilbage til de første bøger. Jeg vil vædde med, at folk sagde, "hvorfor skulle du læse, når du kunne tale med andre mennesker?" Pointen med læsning er, at du kan fordybe dig i en persons perspektiv. Det er det samme med aviser, telefoner eller tv i dag. Jeg vil vædde med, at det snart vil være VR, tilføjer Mark Zuckerberg til avisen.
VR-bølgen er over os
2016 vil blive det helt store år for virtual reality, hvor både Facebooks egne briller, Oculus Rift, vil lande i butikkerne senere i marts-måned. Ligeledes kommer HTCs briller kaldet Vive også til landet den 5. april. Begge briller får en høj pris, der ligger på over 6.000 danske kroner.
I Danmark har vi fået verdens første VR-butik i hjertet af København. Her er det muligt, selv at opleve brillerne og den anden virkelighed på egen krop. Noget der er nødvendigt, hvis man virkelig vil forstå VR, da det er svært at forklare eller vise på tv.
Men som du kan se i indslaget her forneden, så prøvede vi i Go'morgen DK.