Forsker: Derfor giver Facebook dig nye reaktioner
Facebooks humørikoner giver dig nye muligheder for at kommentere statusopdateringer - men det gør også, at Facebook får mere detaljeret viden om dig.
Mens Facebook-brugere nu får lejlighed til at sige "trist" eller "vred" til billeder og statusbeskeder, så vil Facebook selv uden tvivl "like" vores brug af de nye emojis.
For med de mere detaljerede muligheder for at give vores holdninger til kende, så fodrer vi også Facebook med nye, værdifulde oplysninger.
- Nu kan Facebook bedre følge med i, hvad vi kan præcis kan lide og hvad der holder os på Facebook. Og derved vil vi blive længere på siden end vi gør nu, fordi de kan give os mere af det, vi bedst kan lide,siger lektor i medievidenskab Jesper Tække fra Aarhus Universitet.
- Den anden side af sagen er, at de bedre kan målrette reklamer til os som individer, fordi de nu nøjagtigt kan følge med i, hvordan vi forholder os til forskellige emner. Det kan være, at jeg eksempelvis giver positive tilkendegivelser til en bestemt slags musik, eksempelvis folkemusik, og ikke heavy metal, som jeg har udtrykt vrede imod, siger Jesper Tække til TV 2 NewScience.
Men det er ikke kun muligheden for at sælge reklamer og målrette indholdet endnu mere til den enkelte, der gør at Facebook lancerer de nye funktioner. Det er også et nødvendigt skridt i kampen om at holde fast på de unge brugere, mener Jesper Tække.
- Det gør Facebook mere relevant og vedkommende, fordi man netop kan udtrykke sig mere nuanceret i forhold til statusopdateringer. Og herved vil Facebook gøre sig attraktiv i forhold til eksempelvis Snapchat, som har godt fat i de unge brugere, konstaterer han.
Facebook selv siger, at de har indført humørikonerne efter talrige ønsker fra brugerne.
- Folk deler mange forskellige ting på Facebook. Det er en udvidelse af 'like'-funktionen. Så nu kan du reagere på opslag fra venner eller fra dit nyhedsfeed ikke bare ved et like, men ved at udtrykke en række følelser, siger designchef hos Facebook, Julie Zhuo.
Men selvom der nu er kommet en "vrede"-emoji, så er der ikke et decideret "synes-ikke-godt-om"-ikon, og i det hele taget er følelsespaletten ikke så bred, som Facebook vil give indtryk af, mener Jesper Tække.
- Især glimrer frygt og afsky ved deres fravær, som ellers også er nogle af de let-genkendelige udtryk. De har formentlig udeladt dem for at bevare den langt overvejende positive stemning på Facebook, som "liket" i mange år har været udtryk for. Og som har været med til at give Facebook sin succes.
Men på trods af alle de her forbehold, så vil Facebook formentlig opnå det, de er ude efter, siger Jesper Tække.
- Det er helt sikkert gennemtestet med de bedste tegn-teoretikere, psykologer og adfærdsanalytikere, og min egen oplevelse er at det er svært at slippe Facebook med de her nye funktioner. Jeg falder selv fuldstændig for det, siger Jesper Tække til TV 2.