Tech

Her er Samsungs nye topspillere: Bedre batteri, bedre kamera og vandtæt

Samsung leverede hvad de skulle på MWC i Barcelona. To nye smartphones med bedre kamera, batteri og hukommelse.

På den årlige og store mobilmesse, Mobile World Congress, i Barcelona har Samsung netop lanceret to nye modeller. Det er nye topmodeller af deres ultrapopulære Galaxy-serie, og opfølgere til sidste års succeser, Galaxy S6 og S6 Egde - denne gang under det meget passende navn, Galaxy S7 og S7 Edge. 

Samsung Galaxy S7 og S7 Edge er begge smartphones, der er blevet forbedret få men strategiske steder. Designet har man ikke rørt voldsomt meget ved fra sidste år. Den helt store design-nyhed sidste år var Edge-versionens lettere buede skærmkant, og den har man ikke ændret på. I stedet er de skarpe kanter fra sidste år dog blevet pudset noget mere bløde i år. 

Bedre batteri end iPhone

Men de nye modeller har i stedet fået en overhaling på batteriet. Det er et punkt. der de seneste år er blevet et betydeligt vigtigere købs-grundlag for mange hverdagsbrugere. Den ypperste Galaxy-model - S7 Edge - har fået et batteri på over 3600 mAh, der på papiret en del bedre end eksempelvis iPhone 6S Plus. Og den store iPhone kan på gode dage holde halvanden dags strøm. Vi må se hvor meget det ekstra batteri kan betyde for Galaxy S7 Edge. 

Den største forbedring de nye S7 og S7 Edge byder på er på kamera-siden. Mens kameraets megapixelantal er dalet til 12 fra sidte års 16, har koreanerne i stedet fokuseret på en bedre kamera-sensor. Sensoren vil lukke mere lys ind - faktisk hele 95 procent. Det er en bedrift i sig selv. Det betyder, at billeder i eksempelvis mørke omgivelser ikke skulle være noget problem. 

Vi testede S6 Edges kamera sidste år, hvor vi netop fremhævede kameraets fremragende evner til at tage billeder i mørke omgivelser. Så en yderligere forbedring på dét punkt bliver spændende at kigge nærmere på.

Udvid hukommelsenb

Endelig kan de nye Samsung-modeller også nu igen bryste sig af, at tage imod ekstern hukommelse. Du kan nu smide et ekstra SD-kort i selve telefonen, hvis den indbyggede hukommelse ikke er nok. Så i princippet kan du nu bære rundt på en mobil, der kan gemme på op til 200 GB godter som billeder, dokumenter og video. 

Både S7 og S7 Edge bliver vandtætte, så glem alt om at frygte regnen eller dykkerturen - det kan modellerne klare.

De skulle komme en gang i midten af marts fra en pris fra 5.700 kroner.