Tech

Elon Musk er klar med ny Tesla - til børn

Teslas biler er ikke længere forbeholdt voksne.

Elon Musk står bag et rumprogram, en af verdens mest populære elektriske biler, solenergisystemer, et højhastihedstrafiksystem kaldet Hyperloop - og nu også en elbil til børn.

Det er Teslas Model S, der nu kommer i en børnevenlig udgave med plads til én person på tre til otte år. Det skriver engadget.

Bilen får - ligesom sin storebror - en elmotor, der dog producerer noget mindre end originalens 762 hestekræfter.

Op til 10 kilometer i timen

Legetøjsselskabet Radio Flyer kommer til at sælge bilen, der biver fremstillet i tre farver; rød, blå og 'midnatssølv metallic'. Den får desuden forlygter og et lydsystem, så man kan sætte sin afspiller til bilen på sin køretur.

Tesla Models S i garagen.

Bilens topfart kan justeres på en knap, så bilen enten kan køre 10 kilometer i timen - eller 5 kilometer i timen, hvis man er begynder.

Til gengæld får man ikke den intelligente fartpilot, der findes i den originale Model S.

Længere batteritid

Den vil køre på lithium-batterier, der lader markant hurtigere end klassiske blyholdige batterier og samtidig holder længere.

Den her elbil er ret sjov, tweetede Elon Musk, da bilen blev annonceret.

Bilen kommer i første gang til USA på mandag, og her skal man af med 500 dollars (cirka 3350 kroner) for at kunne tage den med hjem.