Tech

Hop ikke i fælden: Dette trick kan ødelægge din iPhone

Lige nu deles et falsk billede på de sociale medier, som opfordrer til et smart trick på din iPhone. Men det kan ødelægge din telefon.

Det lyder som et helt uskyldigt og finurligt lille trick: 

Indstil datoen på din iPhone til 1. januar 1970 - og Apples logo vil ændre sig til det mere farverige regnbue-logo, Apple tidligere har brugt, og resten af din iPhone vil få et retro-udseende. 

Men den lille manøvre er alt andet end uskyldig. Ændrer du datoen, kan det nemlig betyde, at din iPhone går i sort og ikke længere kan bruges. 

Trick skal ødelægge iPhones

Det er nemlig slet ikke Apple, der står bag reklamen. I stedet mener flere amerikanske medier som Arstechnica og Gizmodo, at den stammer fra internetforummet 4Chan og reddit. 

Nedenfor kan du se billedet, som lige nu deles på de sociale medier. 

Billedet er, ifølge de amerikanske medier, lavet som et trick, der skal ødelægge folks iPhones. 

For ændrer du datoen til den 1. januar 1970, som står i reklamebilledet, kan din iPhone nemlig ikke starte igen. Du kan se, hvad der sker, hvis man ændrer datoen i videoen øverst.

Og det er endnu uvist, om Apple-autoriserede værksteder eller Apple selv kan udbedre fejlen. 

Rammer nyere modeller

Ifølge mediet Wired er det umiddelbart kun nyere Apple-enheder, der kan blive ramt af fejlen. 

Det vil sige, at har du en iPhone 5S, iPad Air, iPad Mini 2 eller nyere modeller kan din enhed blive ramt. 

Det er langt fra første gang, forummet 4Chan har lavet falske “reklamer”, der ligner officielle udmeldinger fra Apple. 

Blandt andet har 4Chan tidligere forsøgt at overbevise iPhone-brugere om, at de med en softwareopdatering kan lade deres iPhones op i mikrobølgeovnen.

Eller som her, hvor budskabet er, at iPhones med en opdatering af iOS nu er vandtætte og automatisk lukker ned, hvis de kommer i berøring med vand. 

Brugere fra 4Chan har tidligere forsøgt at snyde iPhone-brugere med falske reklamebilleder, blandt andet med dette billede.