Tech

Sort skærm i dag: Sådan får du billede på igen

Tirsdag er det endegyldigt slut for det analoge tv-signal, og hvis ikke dit tv er indstillet korrekt, kan du også opleve sort skærm.

Mens andre tv-selskaber og distributører valgte at slukke for det forældede analoge tv-signal tilbage i 2009, da staten slukkede for det, så har Yousee holdt fast til ære for de mange tusinde kunder, der ikke var rykket over på til nye digitale muligheder. 

Men tirsdag er det endegyldigt slut for alle parter. Yousee har nu fulgt trop og helt lukket for det analoge tv-signal, så der kun er sort skærm, hvis ikke man benytter sig af det digitale sendenet. 

Dit nye tv kan være indstillet forkert

Yousee har selv senest i sommer påregnet, at mellem 40.000 og 80.000 kunder vil blive direkte ramt, når det sker. Et tal, der dog regnes med at være lavere nu, efter Yousee har kørt kampagner for det analoge tv-sluk. 

De direkte ramte kunder er primært dem med gamle fjernsyn, det ekstra tv i kælderen eller det gode gamle B&O-tv i sommerhuset. I disse tilfælde skal man enten ud og købe et helt nyt tv eller leje/købe en boks til fjernsynet, så man igen kan få lov til at se tv på de nye digitale signaler. 

Men det kan også være, at du allerede har et digital- tv og kun har indstillet det til at modtage det analoge tv-signal. Så vil du også opleve, at skærmen går i sort tirsdag. 

Sådan undgår du sort skærm

Der er flere scenarier for at komme ud af den sorte tid, men det afhænger af din tv-situation i hjemmet, og hvad du vil have lyst til. 

1. Kan dit tv allerede modtage digitale tv-signaler?

For det første er det en god idé, at tjekke om dit nuværende tv er nyt nok til at modtage digitalt tv. Det kan du blandt andet gøre hos Yousees egen tv-test. Her kan du hurtigt se, om der er kanaler, som du mangler. Hvis der er, skal du gå ind i fjernsyns-indstillingerne, finde kanal-søgeren og så huske at søge efter digitale kanaler.

Du kan se en guide til hvordan du søger de digitale kanaler frem her

2. Dit tv er gammelt - du vil gerne have nyt

Det er meget enkelt. Her er det blot at købe sig et nyt tv, der kan modtage de digitale kanaler. Du skal være opmærksom på, at du køber et tv med indbygget DVB-C tuner og med MPEG4.

Du kan også vælge at droppe dit fjernsyn og i stedet blot køre det hele på mobilen eller tablet. Yousee, og mange andre tv-selskaber, tilbyder i dag, at du kan se alle de tv-kanaler, du allerede har adgang til, på mobilen. Blot hent den pårørende app til selskabet - i dette tilfælde Yousees. 

3. Du vil beholde det gamle tv

Her skal du ud og have en boks til dit tv. Du kan vælge at købe en boks. Der skal du være opmærksom på de samme specifikationer, som med det nye tv (DVB-C tuner og MPEG4). Du kan også vælge at leje en boks fra Yousee, og så er du stadig med på tv-noderne.

Derfor slukker det analoge tv-signal nu

Et analogt tv-signal giver dårligere billede- og lyd-kvalitet end det digitale, og så fylder det langt mere på sendenettet. Én analog tv-kanal fylder lige så meget som hele seks digitale kanaler gør. 

Eftersom danskerne nu har fået flere muligheder for at se tv på diverse enheder som tablets, mobiler og mere, så er der også behov for en større kapacitet, og derfor har Yousee nu valgt, at lukke helt ned ligesom alle andre.