Tech

Dronen flyver dig på arbejde 

Dronerne bliver større og mere avancerede. På årets CES-messe i Las Vegas overskygger én dog alle de andre. 

De seneste år er antallet af droner steget og steget. Så meget, at myndighederne flere gange har opfordret til at regulere lovgivningen, så den er tidssvarende for de tusindvis af små droner, der flyver rundt over hovederne på os.  

Og med den drone, firmaet Ehang har vist frem på elektronikmessen CES i Las Vegas, bliver der i den grad grund til at kigge på lovgivningen igen. Den kinesiske producent har skabt dronen Ehang 184, der er så stor, at den kan transportere et voksent menneske, skriver nyhedsitet techcrunch.

Dronen ligner dog ikke en traditionel helikopter, men tværtimod en forvokset drone. Den er knap halvanden meter høj og vejer 200 kilo. Og så skulle den ifølge producenten være i stand til at flyve i 23 minutter ved en hastighed på omkring 100 kilometer i timen.

Dronen er dog stadig kun et koncept - og producenten har ikke umiddelbart nogen tidshorisont for, hvornår man vil kunne tage den på arbejde.