Tech

Stor afsløring fra Microsoft i dag: Nu vil de slå Apple

Tirsdag aften tager Microsoft igen kampen op mod Apple og de andre. En kamp de ellers indtil nu har tabt noget så gevaldigt på mobilfronten. Tirsdag aften prøver de igen, at puste liv i Windows-mobilerne med en større lancering i New York. Beep er til stede, som det eneste danske medie.

Men måske denne gang vil det virkelig lykkedes. De vil aldrig helt slå Apple på deres egen hjemmebane, smartphones, men det er heller ikke planen. Microsoft vil tirsdag lancere mobiler, tablets og måske noget mere, som alt sammen vil være med til at stadfæste Windows 10 som styresystem.

Men fem punkter gør en forskel om Microsoft denne gang oplever succes eller ej.

1. Windows 10

Microsoft lancerede i sommer det populære og meget mere vedkommende styresystem, Windows 10. Det er et system, der går på tværs af enheder – det vil sige, at det er det samme uanset om du er på computer eller mobil.

En smart detalje, når du henter apps eller arbejder på et dokument. Noget som Apple også har arbejdet meget med, og som viser sig i brugbare situationer, at gøre en verden til forskel.

2. Ny mand bag roret

De har en ny mand bag roret i form af Satya Nadella, der siden sin overtagelse fra Steve Ballmer har rykket selskabet i en ny retning.  Han har vist sig at turde mere og ikke mindst være mere innovativ i sin tankegang.

Han har rykket dem i en ny retning, der til tider ligefrem har givet Microsoft rollen, som den nye seje dreng i klassen. Et prædikat, der bestemt ikke er dumt i forhold til opmærksomhed.

3. Bedste apps på markedet

Da Apple præsenterede iPhone kom Microsoft noget overraskende på scenen for at præsentere Office. Noget der aldrig tidligere har været på tale mellem de to arvefjender. Men Apple – og alle os andre – vi ved godt, at det er Microsoft, der i øjeblikket laver de bedste apps. Se bare på mail-app’en Outlook. Milevidt bedre end Apples egen.

De har også apps som kalenderen Sunrise, der er optimal og klart en af de bedste på markedet. Skype bliver bedre og bedre og alene hele Office-pakken er så gennemført udviklet, at det er umuligt ikke at bruge den på mobilen og tablet.

4. Markedet mangler diversitet

Smartphone-branchen mangler mod og diversitet. Alene et kig på de seneste lanceringer fra Google og til dels også Apple viser, at alle nu bare ligner hinanden. iOS og Android låner fra højre og venstre af hinanden, så meget, at systemerne stort set kan det samme, og ligner hinanden på en prik.

Det er blevet kedeligt, og det er her Microsoft igen kan komme ind og gøre en forskel med deres noget anderledes system og design på mobilen. De prøvede dog tidligere med Windows Phone uden det store held. Men her er målet ikke succes, men blot det at vise, at Windows 10 også har et mobilben at stå på.

5. Spændende nyheder

Og endelig så ser den kommende lancering bare rigtig spændende ud. Det er flotte enheder. En smagssag – det ved jeg, men hvad Microsoft vil lancere tirsdag aften ser ud til at have noget godt at byde på. Både Microsoft Lumia 950 og den nye Surface Pro 4 ser rigtig fornuftige ud.

Dette kunne være det første rigtige skridt Microsoft har gjort længe på mobilscenen. Vi venter spændt på Microsoft næste ryk. 

Se hvad Microsoft lancerer

Microsoft lanceringer nyheder under navnet Windows 10 devices. Du kan se med her fra kl 16.00 dansk tid

Det siger rygterne:

Microsoft Lumia 950 / XL

Enten med 5,2- eller 5,7-tommer skærm

20 megapixel PureView-kamera

Microsoft Surface Pro 4

Muligvis større og bedre skærm på enten 4K eller 5K

Microsoft Band 2

Et nyt armbånd, der skal tage kampen op mod Apple Watch

David Guldager

David er TV 2s digitale trend-ekspert

Har siden 2008 været redaktør på TV 2s tech-område

Er ugentlig gæst og ekspert i Go' morgen Danmark

Kommenterer og analyserer dagligt den teknologiske udvikling, de sociale tendenser og de nyeste gadgets

Følg ham på 

Twitter og Instagram