Glem oversvømmelser: Se asfalten sluge alt vandet

Er du for nylig blevet ramt af et større skybrud, så ved du hvor generende store mængder vand reelt kan være. Det er både for trafikken, for folks kældre og ikke mindst for de overbelastede kloaker. 

Men en ny type vejbelægning kan redde mange for gener og ikke mindst oversvømmelser. Der er tale om "perforeret" asfalt, hvor vandet simpelthen blot løber igennem den ellers vandtætte asfalt. Så samler det sig ikke i mindre søer på vejen. 

Herhjemme har man tidligere forsøgt sig med små mindre forsøg på lukkede villaveje i Billund, Farsø og Odense. Men Aalborg Kommune tager et større skridt og omdanner nu en længere og mere trafikeret vej til såkaldt 'klimavej'.

I ovenstående video kan du se over 3.000 liter vand blive hældt direkte ned i jorden og forsvinde på sekunder. Det er noget som borgerne vil kunne have glæde af, mener man hos energi- og klimaselskabet NIRAS.

- Helst skulle trafikanterne i det daglige slet ingen forskel mærke, bortset fra, at de ingen kloakdæksler støder på, på den ”nye” Lufthavnsvej, for der løber nemlig – i modsætning til i traditionelle veje - slet ingen kloakker under permavejen. Det skyldes, at den benyttede asfalt er en særlig ”perforeret” type (såkaldt permaasfalt), siger Søren Hageman, der er direktør for vand- og forsyningsområdet i NIRAS i en pressemeddelelse.