Fem Google-nyheder der er grund til at glæde sig til

16x9

Det var en overdådig buffet af tech-nyheder, Google serverede tirsdag aften.

Det var en overdådig buffet af tech-nyheder, Google serverede tirsdag aften. Både nye mobiler, en ny Chromebook, en ny version af Android og nye Chromecast-enheder til dit fjernsyn og musik.

Specielt på mobilfronten ser det interessant ud med den populære Nexus-serie. Hele to modeller ser dagens lys, hvor den ene er lavet af LG og den anden af Huawei.

Der er tale om Google Nexus 5X, der er en opgradering af en af tidens mest populære Android-modeller, nemlig Nexus 5 fra 2013.

Hurtig Nexus-indmad
Den nye Nexus 5X har en 5,2-tommer skærm, kamera på 12,3 megapixel, kan optage video i 4K og har en Snapdragon 808 18, Ghz-processor - en mellemsag ud fra specifikationer.

Noget hurtigere er Nexus 6P, som Huawei har lavet. Den har en 5,7-tommer skærm i højere opløsning (2560 x 1440 pixels), kører Snapdragon 810 2,0 Ghz-processor og ellers et kamera på 12,3 megapixel med 4K-video.

Begge modeller kommer udstyret med det nye Android 6.0 Marshmallow, der har fokus på overblik hos brugeren, bedre web-oplevelse, når man surfer på mobilen, fingerscanner, mobilbetaling og bedre batteriudnyttelse.

Mest interessant er nyheden, at Nexus 5X skulle købes fra en pris på små 3.600 kroner, der må siges at være langt under, hvad konkurrenterne kræver af dig. 

Det nye Android er ude allerede i næste uge til udvalgte modeller som Nexus 5, 6, 7 og 9.

Ny overraskende tablet og ny Chromecast
Den fjerde nyhed er en ny tablet kaldet Pixel C, der mest ligner og minder om Microsoft Surface-familie. Det vil sige en tablet men med et tastatur, hvis du virkelig vil skeje ud og skrive løs. Det er Google selv, der har stået for både design og indmad.

Til sidst er der den nye Chromecast, der skal bruges til både at sende video trådløst til fjernsynet og til musikken, så den kan sendes trådløst til et anlæg. De nye Chromecast kommer i flere versioner, der alle er blevet noget forbedret i forhold til tidligere. 

For det første er designet blevet peppet op med farver, men eftersom det er en dims du sætter bagved enten fjernsynet eller anlægget, så er det lettere irrelevant. Men den reelle årsag til det nye design er, at wifi-forbindelsen er blevet forbedret. På denne måde skulle forbindelsen være mere stabil. 

Som noget nyt udvider Google Chromecast-familien med en såkaldt Chromecast Audio, der kan bruges til anlæg og aktive højtalere.