Blikkenslageren der redder prinsesser: Super-Mario fylder 30 år

En lavstammet italiensk blikkenslager med topmave, overalls og et stort overskæg er en usandsynlig helt.

Man i kampen for at redde en prinsesse fra morderiske skildpadders kløer, er der ikke nogen bedre.

I 30 år har Super Mario sammen med sin ranglede bror Luigi kastet med ildkugler, reddet på dinosaurere og forceret komplekse kloaksystemer i jagten på sin udkårne.

Spillets runde fødselsdag finder sted søndag.

Kun én på toppen

Vidunderbarnet Shigeru Miyamoto blev ansat af Nintendo i 1977 i en alder af 25 år. Otte år senere havde han udviklet det første Mario-spil og havde dermed lagt fundamentet for den bedst sælgende serie af spil nogensinde.

- Andre karakterer har været store i en periode. Men der er kun én på toppen. Og det er Super Mario, siger Jakob Stegelmann, som siden 1989 har været vært for DR's program om film, tv og computerspil 'Troldspejlet'.

- Mario var en åbenbaring. Det brød rammerne for, hvad man kunne i et computerspil. Før Mario spillede man i et lukket rum med fire vægge. Pludselig var der hele den der uopdagede verden i højre side af spillet. Platformspillet blev til et eventyrspil, siger han.

Kan altid kende Mario

Siden sin fødsel i 1985 er det blevet til en kaskade af spil fra de klassiske 2D-spil over 3D-spil på Nintendo 64 og til renæssancen i form af Mario Kart. Men selvom spillene i dag ser meget anderledes ud end de gjorde i 1985, har Mario bevaret sit unikke udtryk.

- Han har ikke udviklet sig særligt meget, og det er måske i virkeligheden noget af det gode ved ham. Vi ved, hvem han er. Selv når han sidder i en racerbil i Mario Kart, kan vi genkende ham og vi ved, hvor vi har ham, siger Jakob Stegelmann.

Pludselig var der gået flere dage

Jakob Stegelmanns egen historie med Super Mario går tilbage til efteråret 1988, hvor Troldspejlet var ved at starte op.

- Alle spillene var på Amiga dengang og Nintendoen stod i en kasse henne i hjørnet. Det var jo sådan noget pjat, man købte i Fætter BR. Men vi måtte jo prøve det, så vi satte det til tv'et. Og så var der pludselig gået flere dage, fortæller han.

Det var i dagene før snydeguides, tutorials og andre hjælpemidler kunne hjælpe én igennem spillet, så Stegelmann var på egen hånd imod den ondsindede Bowser og hans kumpaner.

- Det var sindssygt svært. Man skulle igennem banerne 20-25 gange, før det lykkedes. Og jeg havde en følelse af, at hvis jeg ikke kom igennem verdenerne, ville det gå grueligt galt.

Vi kan ikke kassere ham

Og Mario er langt fra færdig med at røve vores tid. Det seneste skud på stammen er spillet 'Mario Maker', der udkommer i forbindelse med 30-års fødselsdagen, hvor man selv kan bygge baner.

- Vi kan ikke kassere ham. Vi holder for meget af ham, understreger Jakob Stegelmann.