Tech

Gratis nostalgi: Nu kan du spille 900 klassiske arkadespil på nettet

Hvad med en rask omgang Astro Invader? Eller måske et slag Street Fighter II?

Det har du nu rig mulighed for, hvis du slår et smut forbi Internet Archive. Det kendte internetbiliotek har med det nye Internet Arcade netop gjort en samling på omtrent 900 klassiske arkadespil tilgængelig for alle, der har kløe i spilfingeren.

Og valgmuligheder er der nok af. I samlingen findes der både verdenskendte og helt obskure spiltitler fra 70'erne og 80'erne, lige fra Pac Man og Tron, til Macho Mouse og Congo Bongo.

- Samlingen spænder over tidlige "bronzealderspil" med sort-hvid skærm, til store spil med digitaliserede stemmer, farver og lyd, lyder det i den officielle sidebeskrivelse.

Fælles for alle spillene er, at de kan køre direkte i din browser, uden at du behøver installere noget.

Dog gør Internet Archive opmærksom på, at selvom alle titlerne som udgangspunkt kan spilles, fungerer nogle bedre end andre. Desuden kræver fornøjelserne en nogenlunde hurtig internetforbindelse

Med det sagt, så koster det absolut intet at være med, og der er ingen grænser for, hvor meget du må spille. For en gratis arkadesamling, er Internet Arcade derfor bestemt et besøg værd.

Det er desuden ikke første gang, at Internet Archive melder sig på banen med guf til retroelskere. Sidste år åbnede de nemlig op for deres Console Living Room, der byder på en stor samling af klassiske konsolspil.