Tech

900.000 CPR-numre lækket: Er dit et af dem?

Foto: Scanpix

En sikkerhedsbrist på CPR-kontoret under Økonomi- og Indenrigsministeriet er gået ud over 900.000 danskere, der dermed har fået lækket deres CPR-numre.

Det bekræfter kontorchef på CPR-kontoret Carsten Grage over for tv2.dk.

Han forklarer, at fejlen er sket via den såkaldte Robinson-liste, som er en liste over personer, der ikke ønsker adresserede reklamer i postkassen.

Det betyder altså med andre ord, at lækagen er gået ud over alle danskere, som har markedsføringsbeskyttelse.

- Kan du ikke huske, om du har sat hak ved markedsføringsbeskyttelse i CPR og altså frabedt dig personlig adresserede henvendelser i markedsføringsøjemed, så kan du går ind på borger.dk eller cpr.dk og finde det, der hedder en registerindsigt. Her kan du se, hvordan du er registreret i CPR. Hvis du har markedsføringsbeskyttelse, er du på listen, som er blevet lækket, siger Carsten Grage til tv2.dk.

- Lige nu arbejder vi på en særlig vejledning for borgere, der har været ramt af det beklagelige læk. Denne vejledning vil være at finde på vores hjemmeside senere i dag.

En opdateret version af Robinson-listen, som normalt kun indeholder navne og adresser, bliver jævnligt lagt ud i et lukket rum på CPR-kontorets webside, så virksomhederne ved hjælp af brugernavn og password kan få adgang til den.

Men onsdag var der ved en fejl kommet CPR-numre med sammen med personernes navne og adresser, og da CPR-kontoret opdager fejlen klokken 15.40, har listen været tilgængelig for virksomhederne i omkring 50 minutter.

- Vi kan se, at 18 virksomheder har været inde og downloade filen i det tidsrum. Nu har vi skrevet til dem og gjort dem opmærksomme på problemstillingen. Vi har også bedt dem slette og destruere filen og eventuelle kopier af den og melde tilbage til os inden klokken 16 i dag for at bekræfte, at de har gjort det, siger Carsten Grage og tilføjer, at flere virksomheder allerede har henvendt sig.

Har du foruden markedsføringsbeskyttelse også navne- og adresse-beskyttelse, er du ikke på den lækkede liste, understreger kontorchefen.

Fejlen er sket hos CSC, der siden år 2000 har leveret en datafil hvert kvartal, og Carsten Grage forventer nu at få en redegørelse fra CSC om forløbet.