Tech

Politi-app: Tjek om din brugte cykel er stjålet

Foto: Rigspolitiet

Det skal være let og hurtigt for borgerne at få fat i ordensmagten, hvis de lægger mærke til en parkeret bil, der måske er stjålet, ser noget, der kunne være henkastede tyvekoster, eller noget helt tredje.

Det mener Rigspolitiet, som derfor netop har smidt app’en Politi på gaden.

- Vores ambitioner er, at det skal være nemmere at komme i kontakt med politiet, og derfor har vi valgt at bruge de samme kanaler, som borgerne selv bruger, siger Rigspolitiets talsmand Thomas Kristensen til tv2.dk.

Via app’en kan borgerne finde nærmeste politistation og se åbningstider samt læse nyheder, uddrag af døgnrapporten og se efterlysninger fra den lokale politikreds.

Men app’en giver dig også mulighed for at tippe det nærmeste politi med tekst og billeder, hvis der er noget, du mener, betjentene bør kigge nærmere på.

Desuden kan du direkte i app’en tjekke en cykels stelnummer i politiets cykelregister, så du slipper for at ringe ind, hvis du har mistanke om, at en cykel er stjålet.

- Vi har gode erfaringer fra Nordjylland, hvor vi har kørt et testforsøg med en app kun til nordjyderne. Politiet fik mange tip - blandt andet om folk, der kørte vildt i trafikken, folk, der ville sætte sig bag rattet, selvom de havde drukket, salg af narkotika og rockere, der mødtes, fortæller Thomas Kristensen.

Skal borgerne så gøre politiets arbejde fremover?

- Vi vil hjælpe borgerne til at kunne hjælpe sig selv. Hvis de har noget, som de vil have politiet til at gøre noget ved i lokalområdet, så skal vi orienteres for at kunne gøre noget ved det. Og med den her app er det blevet nemmere.

I første omgang er Politi-app’en lanceret til iOS- og Android-enheder og kan downloades med det samme i henholdsvis App Store og Google Play. En version til Windows Phone er klar senere på måneden, lover Rigspolitiet.

Har du erfaringer med den nye app fra Rigspolitiet, så skriv gerne en kommentar i feltet herunder.