Tech

Sådan gør du mobilen klar til ferien

Næsten hver anden. Så mange af de danskere, der normalt er på nettet fra mobilen, dropper helt at være online, når de er i udlandet, viser en ny undersøgelse som YouGov har lavet for Teleindustrien, der repræsenterer de fleste teleselskaber i Danmark.

Derfor har tv2.dk samlet en række tips, som gør din mobil toptunet til en udlandsferie – næsten - uden internetforbindelse.

Download offline-kort

Kort er uundværlige på rejsen, men det kan blive en ekstrem dyr fornøjelse at bruge dem, fordi de konstant henter data ned via mobilnettet.

Heldigvis er det muligt at downloade kort til telefonens hukommelse, som kan bruges offline - eksempelvis med Google Maps til Android. Det gør du ved at åbne Google Maps og finde menuen i toppen af skærmen. Her vælger du ’Mine steder’ -> ’Offline’ -> ’Nyt Offlinekort’, hvor du kan indtaste et givent område eller en by.

Google Maps til iOS og den indbyggede kort-app på iPhone kan gemme kortdata, så du kan se dem offline. Her skal du blot sørge for at finde det område, du skal til, inden du tager af sted på rejsen. Der er dog den ulempe, at du ikke kan søge eller få specifik rutevejledning.

Der findes også andre muligheder. Med app’en City Maps 2Go til Android og iOS kan du downloade over 6.000 kort fra hele verden, som kan bruges offline. Nokias korttjeneste Here, som også fungerer til Windows Phone, giver dig mulighed for at downloade større kort, som kan bruges, når du ikke har forbindelse til internettet.

En app med et lokalt kort over det område, du skal besøge, kan også være en løsning - eksempelvis fra Garmin, Garmin-ejede Navigon eller TomTom. Forbered dig på, at det koster penge at downloade kortene til din mobil, men til gengæld får du vejvisning helt uden brug af mobildata.

Ryd op

Det lyder banalt, men alligevel kan du slippe for mange frustrationer ved at overføre billeder og videoer, som du har liggende på mobilen, til din computer og derefter slette dem fra mobilen for at frigøre plads til nyt indhold.

Køb et ekstra hukommelseskort

Hvis du har mulighed for at udvide din telefons hukommelse med et SD-kort, er det en rigtig god ide at investere i et sådant. Du kan med fordel gå efter et hukommelseskort på minimum 32 gigabyte, så der er plads til masser af musik, film og ikke mindst billeder, hvis du bruger mobilen som kamera på rejsen.

Fyld din mobil med indhold

Er du vant til at streame musik fra tjenester som Wimp, TDC Play og Spotify og se tv-serier på Netflix, YouBio og TV 2 Play, bør du tænke dig godt om, når du er i udlandet. Din mobilregning kan hurtigt løbe op, hvis du bruger streamingtjenester uden for Danmark.

Det er derfor en god ide at sætte dine streaming-vaner på hold, når du er på ferie, og i stedet sørge for at downloade musik, film og tv-serier hjemmefra. En app med podcasts er genial, for så kan du hente dine yndlings radio- og tv-programmer, inden du rejser, og dermed behøver du ikke internetforbindelse for at få adgang til indholdet, som kan give dig mange timers underholdning.

Digitale bøger er både billigere og lettere at håndtere end fysiske bøger, men sørg for at hente dine feriebøger inden afgang. Er du mere til kortere artikler, er gratis-app’en Pocket din nye bedste ven på ferien. Den gør det nemlig muligt at gemme artikler på nettet og læse dem senere – også selvom du ikke har forbindelse til nettet.

Gør mobilen mere sikker

Har du ikke allerede låsekode på mobilen, så sørg for at få det, inden du drager på ferie, så du ikke risikerer, at andre får adgang til dine personlige oplysninger.

iPhonePå din iPhone indstiller du låsekoden ved at gå i ’Indstillinger’ -> ’Generelt’, hvor du finder punktet ’Lås med kode’. Desuden kan du med fordel downloade app’en Find My iPhone, som kan hjælpe dig med at spore din telefon, hvis den bliver væk eller stjålet. Tjenesten kræver dog, at du har en iCloud-konto.

AndroidPå Android går du ind i ’Indstillinger’ -> ’Personligt’ -> ’Sikkerhed’ –> ’Skærmlås’, hvor du finder forskellige måder at låse din telefon på. Mister du din telefon, findes der flere forskellige apps i Google Play, som kan hjælpe dig med at finde den igen – eksempelvis Find My Phone.

Windows PhoneHar du ikke allerede kode på din Windows Phone, kan du få det ved at gå i ’Indstillinger’ -> ’Låseskærm’, hvor du slår ’Adgangskode’ til. Windows Phone-styresystemet har en indbygget ’Find My Phone’-funktion, som gør det muligt at finde frem til din telefons lokalitet. Du skal logge ind med din Microsoft-konto for at bruge funktionen.

Slå data-roaming fra

At deaktivere muligheden for roaming er formentlig det allervigtigste tip, når du bevæger dig ud over den danske grænse. Der er nemlig ikke noget, der kan ødelægge feriehumøret mere end en svinedyr telefonregning på dataforbrug fra udlandet.

Selvom priserne på telefoni netop er faldet i EU-lande, er det stadig en god ide at slå roaming helt fra, så de apps, du har kørende i baggrunden, ikke bruger en masse data, uden du opdager det. Du kan altid slå funktionen til igen, hvis du lige hurtigt vil tjekke mails eller lave en opdatering på Facebook.

Herunder kan du se, hvordan du slår roaming til og fra på henholdsvis iPhone, Android og Windows Phone.

iPhoneGå i ’Indstillinger’ og vælg ’Generelt’. Herefter trykker du på ’Netværk’ og finder ’Data-roaming’, som du sætter til ’O’.

Android Find ’Indstillinger’ og vælg ’Flere indstillinger’ eller ’Mere’. Herefter trykker du på ’Mobilt Netværk’ og slår data-roaming fra.

Windows PhoneGå i ‘Indstillinger’ og vælg ‘Mobilnetværk’. Herefter finder du ’Indstillinger for dataroaming’ og rykker knappen over på ’Udfør ikke roaming’.

Deaktiver mobilsvar

Overvej også at slå telefonsvareren fra – særligt hvis du befinder dig uden for EU, hvor priserne generelt er højere end i EU-lande – for du betaler nemlig både for selve opkaldet til dig og for at aflytte svareren.

Du slår din telefonsvarer fra sådan her:

  • Tast ##002# og ring op
  • Når den skal aktiveres igen, taster du **004*(nummeret til din telefonsvarer)# og ring op

Har du andre tips til at gøre mobilen ferieklar, så del dem endelig i kommentarfeltet herunder.