Tech

Kan du huske Tamagotchi? Nu er den tilbage

Kan du huske dengang, du – eller dit barn – rendte rundt med et æggeformet og bippende digitalt kæledyr, der skulle passes og plejes?

Spil- og legetøjsfirmaet Bandai vil i samarbejde med Sync Beatz bringe 90’er-fænomenet Tamagotchi ind i nutiden og har derfor udviklet en app, der er en virtuel kopi af det lille japanske plastiklegetøj.

App’en hedder Tamagotchi L.i.f.e. – det sidste står for ’love is fun everywhere’. Ganske som med den originale Tamagotchi skal du konstant løse opgaver for at passe ’kæledyret’. Det gør du ved at trykke på de forskellige knapper, der simulerer mad, opdragelse og leg. Hvis du ikke tager dig ordenligt af Tamagotchi’en, dør den. Det gør ondt - lige indtil du downloader en ny.

- Ideen er at basere et spil på den originale Tamagotchi, som alle kender og elsker. Vi vil opdatere app’en hver anden måned, så den hele tiden udvikler sig, siger Shin Ueno, der er marketingschef i Sync Beatz, til Associated Press.

Det er 16 år siden, den originale Tamagotchi blev født, og nu er det ifølge app-udviklerne et perfekt tidspunkt at lade ’landeplagen’ genopstå til de nostalgiske 20-30-årige samt den yngre generation.

- Jeg tror, Tamagotchi bringer gode minder med sig. Da vi var på Licensing Expo sidste år, var det første folk gjorde, når de kom hen til os, at smile, siger Barry Stagg, der er kommunikationschef i Sync Beatz, og oplyser, at firmaet planlægger at komme med en hel Tamagotchi L.i.f.e-produktlinje senere på året, der inkluderer tøj, møbler og tilbehør.

Der findes allerede flere forskellige Tamagotchi-kloner i app-butikkerne, men denne er den første officielle app. Tamagotchi L.i.f.e. findes i første omgang kun til Android og kan downloades gratis her. Der kan dog gå lidt tid, før du kan se den, fordi udrulningen kun lige er begyndt. En version til iOS skulle være på vej.

Hvad synes du? Er det sørgeligt og irriterende eller bare helt fantastisk, at Tamagotchi’en er tilbage?