Tech

De bedste back up-tjenester på nettet

Et ord, som er anvendt flittigt de seneste år, er det lidt uklare begreb “skyen”. Det indebærer ganske enkelt, at der stilles dataressourcer som lagerplads, funktioner og tjenester til rådighed på en enkel måde over internettet. Som bruger behøver du bare at starte din browser og gå til tjenesten, uden at skulle bekymre dig om at installere programmer, opfylde hardware-krav eller have nogen kundskaber om, hvordan det fungerer bag kulisserne. Skyen gemmer alt det komplekse og præsenterer kun resultatet.

Her er en oversigt over de mest kendte cloud-tjenester:

iCloud

Apples cloud-tjeneste erstattede sidste år den gamle MobileMe. Hidtil har tjenesten mest været brugt bag kulisserne for at gøre det muligt at synkronisere mellem computere og Apples bærbare enheder. Mange apps som e-mail-klient, kalender, fotofunktioner og iTunes har indbygget understøttelse, hvilket gør, at hvis du f.eks. køber en app, sang eller bog, så bliver det pågældende indhold tilgængeligt på alle enheder.

De nyeste fotos sendes også op i skyen og dukker op, hvor du vil have dem. Man behøver ikke længere besværet med at flytte dem over på computeren for senere at synkronisere alle apparater. 

Pris: 5 GB lagring er gratis, 10 GB 120 kroner/år, 20 GB 240 kroner/år, 50 GB 600 kroner/år.

Dropbox

En af de mest populære tidlige lagringstjenester. Man installerer et program på computeren, og en delt mappe dukker op. Dér kan man trække filer over eller gemme direkte fra sine programmer, og så dukker de op på andre computere, hvor man også har installeret Dropbox.

Man kan også oprette offentlige mapper til at dele store filer, så man slipper for at maile dem. Mobil adgang er kommet stærkt de seneste år, og det er meget populært at inkludere Dropbox som lagringstjeneste i nye smartphones for at øge lagringspladsen.

Pris: 2 GB lagerplads gratis, 50 GB 99 dollars/år, 100 GB 199 dollars/år

Office 365

Microsofts cloud-version af deres Office-pakke med e-mail-mulighed. Den er primært fokuseret på små virksomheder, som vil slippe for at have og administrere software-pakker på alle computere, og som ønsker at gøre det nemmere at dele og få adgang til dokumenter.

Man får e-mail, web-konferencer og web-versioner af Word, PowerPoint, Excel og OneNote. Dette kan tilgås fra browseren og fra mobile enheder. Virksomheden får en fælles lagerplads på 10 gigabyte plus 500 megabyte pr. bruger.

Pris 26,62 kroner/måned kun for e-mail, 40 kroner/måned for Office og fildeling.

Skydrive

Microsofts cloud-tjeneste er udviklet på samme tid som Windows 8. Tanken er både at give adgang til lagring i skyen, deling af dokumenter over nettet og til dokumenter online.

Ligesom Google Drive kan man nemt gemme filer på tjenesten, men gennem gratis Office Web Apps kan man også redigere sine Word-, Excel- og PowerPoint-dokumenter i browseren. Tjenesten er så ny, at det er svært at sige, nøjagtig hvordan den kommer til at se ud efter lanceringen af Windows 8.

Pris 7 GB er gratis, abonnementer og priser kommer senere.

Google Docs

En af de tidligere og mest populære office-pakker på nettet. Her fik man adgang til et tekstbehandlingsprogram, et regneark og et præsentationsprogram, som helt blev kørt i browseren, og hvor alle dokumenter blev lagret i skyen. Man kunne herefter dele dokumenter med andre brugere og give dem læserettigheder eller tilladelse til at redigere i dem. Der var også mulighed for at få adgang til og i en vis grad ændre i dem selv fra mobile enheder. Tjenesten er nu integreret i Google Drive.

Google Drive

I foråret 2012 lancerede Google, efter flere års rygter, sin egen lagringstjeneste. Den låner meget af udseendet fra Google Docs, men forskellen er, at du kan uploade en hvilken som helst slags filer.

Office-dokumenter kan konverteres til Google-dokumenter og redigeres direkte fra web-browseren. På computeren installerer man et program og kan herefter gemme filer i en bestemt mappe eller trække filer derover, og de dukker så op på ens andre computere og mobile enheder.

Pris: 5 GB er gratis, 25 GB 2,49 dollars/måned, 100 GB 4,99 dollars/måned (opgraderer også Picasa og Gmail)

Læs hele artiklen på Lyd & Billede/Gear her