Tech

Spiltest: Tilbage til Nazi-land

Wolfenstein er et af de spil som har en masse historie med i bagagen. Det var det første Firts Person Shooter-spil (FPS) i verden, og det var det første spil som introducerede nazister som fjenden (en ide der efterfølgende er blevet tærsket megen langhalm på). Forventningerne var høje da jeg satte disken i min PS3, og nogen, men ikke alle, blev indfriet.

Som supersoldaten B.J. Blaskowitz (fantastisk navn) bliver man smidt bag fjendens linjer i et krigshærget Tyskland, hvor man skal opsnuse tophemmelige informationer, skabe alliancer med modstandsbevægelsen og ellers lade maskingeværet tale. Wolfenstein er nemlig fuldstændig ligesom sine to forløbere et rigtig skydeglad eventyr. Vi kender alle genren, og de fleste af os er vilde med den.

Historien er ikke Oscar-materiale, men den får dog spillet til at rykke fremad og giver en form for sammenhæng i det hele. Kort fortalt har nazisterne fundet et relikvie som de kalder for "Black Sun". Dennes okkulte kræfter kan bruges til at drive fantastiske sci-fi-våben, se skjulte ting, få bæreren til at bevæge sig med lynets hast og mange andre ting. Ret hurtigt i spillet for vor helt fat i 'Black Sun' og så begynder løjerne.

Rundt omkring på de forskellige baner kan man finde poser med penge, og når man har fundet nok, kan man opgradere sine okkulte evner, ligesom man også kan opgradere sine håndvåben. Der er mange opgraderinger, men ikke så mange penge, så man skal vælge med omhu.

Stemning og grafik i spillet matcher hinanden rigtig godt. Det er ikke fordi det er super smukt eller designer lækkert, det er bare helt rigtigt til denne her slags spil. Når det er kedeligt, ligner det en hvilken som helst anden FPS, man har set 1000 gange før, men når det kører, så er det som at se en top-notch-Hollywood film. Forestil dig Call of Duty i et Indiana Jones-univers med super nazister.

En af de ting som bare skal være i orden i et FPS-spil er våbnene, og her skuffer Wolfenstein heller ikke. Alle våbnene både føles og ser helt rigtige ud. De har den rigtige tyngde og den rigtige lyd, og er i det hele taget meget tilfredsstillende at skyde med.

Online-delen er en klassisk affære med forskellige single- og team-spil, som er fine nok til mange timers online-hærg, dog uden nogensinde at komme på niveau med favoritter som Battlefield eller Call of Duty 4

Wolfenstein er ikke et top-spil, men det er heller ikke et skidt et. Det har nogle irriterende små fejl som gør spiloplevelsen mindre glædelig, men ikke ødelægger spillet som helhed. Blandt andet er fjenderne ikke særlig smarte. De gør tit dumme ting, som gør det let at nedkæmpe dem, og arbejder, selvom de er mange, næsten aldrig sammen. Desuden er der problemer med døre, tønder, kasser og lignende, som kan være svære at komme udenom/igennem, eller man kan være uheldig at sidde helt fast i dem. Det er generelt små ting, der er bare mange af dem.

Hvis man kan se gennem fingre med de førnævnte fejl, så er Wolfenstein et bundsolidt FPS-spil, som ikke rigtig bringer noget nyt til bordet, men til gengæld serverer en klassisk og underholdende spiloplevelse.

Til sidst skal musikken lige have lidt ros. Spillet har underlægningsmusik spillet af et klassisk orkester, som virkelig formår at piske en stemning op. Normalt lægger jeg ikke så meget mærke til musikken i spil, men her er den altså nærmest filmisk og helt klart værd at lytte til.

  • Wolfenstein
  • PS3, Xbox360, PC
  • Ude Nu
  • FPS

Vi ELSKER: Våbnene, stemningen og grafikken visse steder. Samt musikken.

Vi HADER: Spillet kan til tider hakke, når det går stærkt. Fjenderne er ikke særligt kloge. Der er småproblemer med døre, kasser og tønder som udvikleren burde have ordnet inden udgivelsen.