Du får ikke hele sandheden på netdoktor

Hver måned klikker over 400.000 danskere sig ind på hjemmesiden netdoktor.dk for at få information om sygdomme, symptomer og behandling.
Netdoktor.dk kalder sig selv for Danmarks uafhængige lægetjeneste, men de 200 lægeeksperter, der er tilknyttet siden, er langt fra alle uafhængige af medicinalindustrien. Det viser en gennemgang, som TV 2 Nyhederne har foretaget.
Brugerne på hjemmesiden får dog ikke den information.
"Jeg har den forventning, at det er objektiv information, som man kan stole på," siger Anders Dinsen fra Bagsværd. Hans søn, Jens, har den psykiske diagnose ADHD, og derfor har han læst ekspertråd fra blandt andet netdoktor.dk.
Eksperter får 30.000 kroner af firmaer
Ved at undersøge to af netdoktor.dk's tilknyttede ADHD-eksperters bijobliste, kan man se, at de er på lønningslisten hos tre forskellige medicinalselskaber, der alle producerer ADHD-medicin.
Eksperterne oplyser til TV 2 Nyhederne, at de hver især har modtaget 30.000 kroner fra disse firmaer i år. Men den information kan man ikke finde på netdoktor.dk.
"Så kan jeg ikke stole på, at jeg får en information, som jeg kan tage alvorligt," siger Anders Steensen.
Han bakkes op af en ekspert i lægers interessekonflikter.
"Det er i hvert fald ikke uafhængigt. Det kan man da konstatere. Og der er også det problem i det, at når man er på lønningslisten hos firmaerne, er man mere positive over for lægemidlerne. Fx er man mindre bange for skadevirkningerne," siger Peter C. Gøtzsche, der er professor ved Nordic Cochrane Center på Rigshospitalet.
16 bijob hos medicinalindustrien
Det er ikke kun netdoktor.dk's ADHD-eksperter, der modtager penge fra medicinalindustrien. TV 2 Nyhedernes gennemgang viser, at 65 af netdoktor.dk's cirka 200 tilknyttede eksperter er på lønningslisten hos ét eller flere medicinalfirmaer.
En af eksperterne i psykiske sygdomme har hele 16 bijob hos medicinalindustrien.
"Disse interessekonflikter skal oplyses præcis i den situation, hvor man får informationen. Det er der bred enighed om. Fordi så får modtageren af informationen en lidt anden indstilling, fordi så kunne det jo være, at de gode råd var farvede af indtjeningen fra det pågældende firma," siger Peter C. Gøtzsche.
Netdoktor.dk vil ikke kommentere sagen over for TV 2 Nyhederne, men de er åbne for kritikken, oplyser de. Fremover vil de overveje, hvordan lægers aflønning kan fremgå åbent på netdoktor.dk.
Netdoktor.dk har eksisteret siden 1998. Sidste år var over halvdelen af alle voksne danskere et smut forbi siden.