Sundhed

Sådan sikrer du dig en glædelig jul

Julen er ofte lig med rendyrket hygge, men ikke hvis du ender på toilettet med en ondsindet bakterie. Og det er lige præcis, hvad der sker for mange i julen.

Hvis du vil undgå at ligge brak, når familien danser om juletræet, så kan du her læse mere om, hvad du skal og ikke skal gøre, når du er til julefrokost - eller selv laver mad til en julefrokost.

  • Tag ikke til julefrokostbuffet, hvis du lige har ligget syg med en mavevirus som Roskildesyge eller andet
  • Fisk ikke bestik eller tang, der er faldet ned i madfadet, op med fingrene
  • Tag ikke mad fra et fad, hvor bestikket eller tangen ligger i maden
  • Hvis du opdager et fad, hvor bestik eller tang ligger nede i maden, så bed tjeneren om at fjerne fadet og at smide maden ud
  • Tag altid en ny tallerken, hvis du skal have mere mad fra buffeten. På den måde undgår du, at eventuelle virus fra en portion mad på din tallerken bliver overført til en ny portion
  • Husk altid at vaske hænder, kniv og skærebræt, hvis du har været i kontakt med råt kød, så du undgår krydsforurening
  • Start forberedelserne til din egen julefrokost eller juleaften med at rydde op og gøre rent i køleskabet, inden køleskabet bliver proppet med varer. Konserves, frugt og grønt behøver ikke altid være på køl
  • Tjek at temperaturen på dit køleskab ikke overstiger 5 grader, da bakterier ikke kan leve under 5 grader
  • Opbevar altid råt kød nederst i køleskabet, så det ikke drypper på de øvrige madvarer i køleskabet
  • Store portioner mad må aldrig stilles i køleskabet i den gryde eller det fad, som maden er blevet tilberedt på komfur eller i ovnen
  • Del store portioner mad op i mindre portioner, så det er muligt at nedkøle maden til 10 grader inden tre timer
  • Metalbokse er gode til at nedkøle maden hurtigt, men man kan også bruge plasticbokse. Beholderne må højst være 8 centimeter i højden, så kulden kan komme ind i midten af boksen
  • Mad skal være varmholdt ved 65 grader, hvis maden ikke bliver serveret eller spist inden for tre timer efter madlavningen
  • Hvis du spiser rester af lune retter dagen efter julefrokosten, skal de ikke kun lunes lidt, men varmes ordentligt igennem
  • Kolde anretninger som frikadeller, leverpostej og sylte må ikke stå for længe på spisebordet. Server derfor retterne i rækkefølge og sæt dem derefter hurtigt i køleskabet

Kilde: Fødevarestyrelsen