Sundhed

Fitness er bedre end kiropraktor

Et knæk i ryggen hos kiropraktoren er ikke nær så effektivt som en tur i fitnesscenteret.

En ny undersøgelse viser, at folk med almindelige uspecifikke rygsmerter får mere ud af rygtræning i fitnesscenteret, smertestillende medicin eller blot ved at lade naturen gå sin gang og vente på at smerterne går væk af sig selv. Det skriver Ugeskrift for Læger.

En anden sidegevinst ved at skrue ned for behandlingen hos kiropraktoren er økonomien.

Ca. 350.000 danskere går årligt til kiropraktor og får ca. to mio. behandlinger. Det kostede sidste år staten ca. 110 mio. kr. Det oplyser Dansk Kiropraktor Forening.

Undersøgelsen er lavet blandt 6070 personer, der havde uspecifikke, længerevarende rygsmerter.

Samtidig viser resultatet af undersøgelsen, at visse patienter med specifikke rygsmerter har gavn af rygbehandling og kirurgiske indgreb.

Professor Jan Hartvigsen, fra SDU, er langt fra enig i konklusionerne i artiklen i Ugeskrift for Læger:

"Jeg synes, at Tom Bendix, som har forfattet artiklen i Ugeskriftet, er usaglig og fuldstændig skævvrider denne nye forskning - som i øvrigt er udført af en hollandsk kiropraktor - og at han misinformerer om kiropraktorernes behandling. Tom Bendix har faktisk selv været med til at uddanne kiropraktorer i de seneste 15 år, og i dag benytter kiropraktorerne den nyeste viden, når de behandler patienterne. Derfor burde han vide, at det er mange år siden, kiropraktorerne troede, at de kunne kurere langvarige rygsmerter alene med manipulation."