Sundhed

Dårlige øjne giver dårlig søvn

Vi mennesker sover generelt både mindre og dårligere, når vi bliver ældre.

Grunden til de søvnløse nætter har hidtil været ukendt, men nu viser et nyt dansk studie, publiceret i det amerikanske tidsskrift Sleep, at vores øjne med alderen får en gul misfarvning.

Den gule misfarvning forhindrer lyset i at trænge ind på nethinden, og det forstyrrer vores døgnrytme, så vi sover dårligere, skriver Videnskab.dk.

"Vi har målt forbindelsen mellem meget gule linser og dårlig nattesøvn, og det var tydeligt, at de forsøgsdeltagere, der havde en meget gul linse, også sov dårligere," siger Line Kessel, seniorforsker fra Øjenafdelingen på Glostrup Hospital.

Øjenafdelingen har lavet undersøgelsen i samarbejde med Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed.

"Resultatet kan bruges til at forklare, hvorfor søvnforstyrrelser blive hyppigere i takt med alderen," siger hun til Videnskab.dk.