Sundhed

Forsker: Hold igen med D-vitamin

Vores D-vitaminniveau er for lavt. Sådan har den livlige debat om det, der er kaldt mirakelvitaminen, lydt de seneste år, men ifølge Anja Olsen, forsker hos Kræftens Bekæmpelse, ved man i virkeligheden alt for lidt til at komme med denne udmelding. Det skriver 24timer.

"Debatten om D-vitaminniveauet er præget af tro frem for viden. Der er nogle forskere, der tror ét, og nogle, der tror noget andet, så mange af udmeldingerne er i høj grad baseret på mavefornemmelser," siger hun.

Det vil Anja Olsen ændre på, og hun har derfor fået bevilliget 5,2 millioner kroner af TrygFonden til at kortlægge danskernes D-vitaminniveau.

Det er den første landsdækkende undersøgelse, som ser på, hvad der påvirker blodets niveau af D-vitamin hen over året, samt hvordan livsstil og adfærd i solen spiller sammen med ens D-vitaminniveau.

Mangel på D-vitamin skyldes usund livsstil

Anja Olsens indledende undersøgelser viser, at de personer, der har lave niveauer, tilsyneladende lever mere usundt.

"De sygdomme, der argumenteres for at skyldes et for lavt D-vitaminniveau i blodet, kan måske i virkeligheden skyldes den usunde livsstil," siger hun.

På den baggrund mener hun, at det i mange tilfælde, hvor man har et lavt niveau, slet ikke nytter at tage et D-vitamintilskud - i stedet skal man rådgive om sundhed og livsstil. Der er desuden heller ikke et grundlag for, at alle sunde og raske danskere skal tage et tilskud, understreger hun.

"Der er nogle, der anbefaler alle danskere at tage D-vitamin som et kosttilskud. Det er uheldigt, så længe vi ikke kan udelukke, at der er en negativ effekt ved at tage et tilskud," siger hun og mener derfor, at man skal holde sig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.

Forsker: Alle danskere skal tage D-vitamin-tilskud

Henrik Hey, der er overlæge og klinisk lektor på Sygehus Lillebælt, er uenig, for ifølge ham er Sundhedsstyrelsen anbefalinger alt for lave.

Han har stået bag flere undersøgelser om danskernes D-vitaminniveau hos både børn og voksne, og resultaterne viser ifølge ham entydigt, at minimum 15-20 procent af os ikke har nok D-vitamin i blodet.

"Samtlige D-vitamin-eksperter har netop været samlet, og deres fælles anbefaling om doseringer er langt højere end dem, som Sundhedsstyrelsen melder ud, og amerikanernes anbefalinger stemmer oven i købet overens med de anbefalinger, jeg kom med i 2009," siger han til 24timer.

Henrik Heys anbefalinger er, at alle danskere over 11 år i gennemsnit skal tage et tilskud med 38 mikrogram D-vitamin om dagen.