Madpyramide skiller grøntsager og frugt
De fleste kender den. Den trekantede pyramide med æg og kød i toppen, frugt og grønt i midten og gryn, mel og kartofler i bunden.
Men nu har FDB, der i 1976 lancerede madpyramiden, kastet de mange fødevarer op i luften og relanceret den pyramide, der 35 år har hængt på væggen rundt omkring i lægens venteværelse, i private hjem og på landets skoler.
Og går man på opdagelse blandt kartofler, bønner, peberfrugt, pasta, kylling og bananer i den nye pyramide, så opdager man hurtigt, hvad der egentlig er sket. For modsat de andre gange hvor madpyramiden er blevet opdateret, så er der sket noget helt afgørende i forbindelse med den nye madpyramide.
Spis mere af noget og mindre af andet
Grøntsagerne og frugterne er nemlig ikke længere i det samme lag, ligesom rugbrød og kartofler er blevet skilt fra ris, pasta og det lysere grovbrød.
"Der er simpelthen fødevaregrupper, der er blevet skilt ad, og det gør vi for at vise, at der er nogle fødevarer, vi vægtmæssigt skal spise mere af end andet," siger Joan Preisler, der er specialkonsulent i sundhed hos FDB til tv2.dk.
Den nye madpyramide bygger på et stort stykke ernæringsfagligt arbejde, der også har taget højde for Sundhedsstyrelsens kostråd.
Spis flere grøntsager end frugt
Joan Preisler peger eksempelvis på, at mange danskere tror, at de lever op til Sundhedsstyrelsens kostråd om seks om dagen, hvis man spiser seks stykker frugt.
"Faktisk skal man spise mindst 300 gram grøntsager for at leve op til Seks om Dagen. Og det er det, vi gør opmærksom på med den nye madpyramide, hvor grøntsagerne, som man skal spise flest af, ligger i bunden, mens frugterne, som man skal spise mindre af, er blevet rykket op i midten," siger hun.
Det samme er tilfældet med pasta, ris og kartofler, ligesom rugbrød er blevet skilt fra det lysere, men stadigt grove brød. Pasta, ris og det lysere grovbrød har før været i det nederste lag, sammen med kartofler og rugbrød, men de er kommet et lag længere op i pyramiden med den samme begrundelse.