Dom: Selvmord er en menneskeret

Det er en menneskeret at have lov til at tage sit eget liv. Sådan lyder det i en dom, der netop er afgjort ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, skriver Kristeligt Dagblad.
Sagen handler om schweiziske Ernst Haas, som er maniodepressiv og har været det i to årtier. Men psykiatere vil ikke give ham en recept på medicin, der kan ende hans liv uden lidelse.
Domstolen siger, at den schweiziske stat ikke er forpligtet til at hjælpe ham af med livet. Men dommen fastslår, at selvmord er en menneskeret.
Det er stadig ikke en menneskeret at få hjælp til at begå selvmord, men det kan nu være en overtrædelse af menneskerettighederne at forhindre nogen i at tage deres eget liv.
Lovgivning smitter af på moral
Og det bekymrer Thomas Søbirk Petersen, som er lektor i praktisk filosofi på Roskilde Universitet.
"Vi ved fra mange andre tilfælde, at lovgivning smitter direkte af på folks moral," siger han til avisen.
"Så når man sender et klart signal om, at selvmord er en rettighed, er det rimeligt at forvente, at flere derfor - i hvert fald på sigt - vil tøve med at gribe ind over for andres selvmord."
Han fortæller desuden, at forskning viser, at 70 procent af dem, der forsøger selvmord er glade for at blive reddet.
Bør det være en menneskeret at få lov til at tage sit eget liv? Skriv din mening herunder.