Kog frosne hindbær og undgå diarré
Efter flere tilfælde af dårlig mave blandt danskere, hospitalsansatte, kantine- og restaurantgæster opfordrer Fødevarestyrelsen nu til, at man giver frosne hindbær fra udlandet et hurtigt opkog, inden man burger bærrene i smoothies, desserter og lignende retter.
Ved at koge bærrene i et minut dræber man nemlig den smitsomme norovirus, der giver kvalme, opkast, mavesmerter og diarre. Anbefalingen gælder ikke friske bær.
"Fødevarestyrelsen tager denne situation meget alvorligt, og det er derfor, at vi nu anbefaler kogning af frosne hindbær både hjemme hos forbrugerne og i virksomheder som restauranter og kantiner," siger specialkonsulent Annette Perge i Fødevarestyrelsen.
Skyl altid bær under hanen
Fødevarestyrelsen kaldte tidligere i dag et parti frosne hindbær af mærket "Alletiders Frugt," der er produceret af A Frost A/S.
Generelt er det altid en god ide at skylle friske bær og frugt med vand, inden man spiser dem. På den måde kan man fjerne virus og bakterier helt eller delvist.