Sundhed

Fedt er ikke så farligt alligevel

Et af de danske kostråd lyder: Spar på fedtet fra især mejeriprodukter og kød, fordi mættet fedt øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme. Men nu viser det sig, at mættet fedt slet ikke er så farligt, som man hidtil har troet.

Ifølge en stor amerikansk undersøgelse er der nemlig ikke en sammenhæng mel-lem mættet fedt og udviklingen af hjerte-kar-sygdomme, siger fedtforsker Tine Tolstrup.

"Undersøgelsen strider mod alt det, vi har troet på hidtil," siger hun til TV 2 og kalder resultaterne overraskende.

Ris og pasta farligere end troet

De amerikanske forskere har sammenfattet 21 tidligere studier med næsten 300.000 mennesker.

Konklusionen er, at mættet fedt slet ikke er så farlig. Til gengæld kan raffinerede kulhydrater, som dem man finder i pasta og ris, forårsage hjerte-kar-sygdomme, og er dermed farligere end man hidtil har troet.

Kostråd revideres i 2012

Alligevel vil Fødevarestyrelsen først kigge på, om de otte danske kostråd skal ændres i 2012.

Sidst kostrådene blev revideret var i 2005, og næstformanden for arbejdsgruppen, der stod bag revideringen - Sten Stender - mener at man skal holde sig til de otte kostråd, indtil der kommer nogle nye.

kostråd

De otte kostråd:

Spis mere frugt og grønt - 6 om dagen.

Spis fisk og fiskepålæg - flere gange om ugen.

Spis kartofler, ris, eller pasta og groft brød - hver dag.

Spar på sukker - især fra sodavand, slik og kager.

Spis mindre fedt - især fra mejeriprodukter og kød.

Spis varieret - og bevar normalvægten.

Sluk tørsten i vand.

Vær fysisk aktiv - mindst 30 minutter om dagen.