Sundhed

Julefrokoster udløser dna-test

Mistanke om utroskab får hvert år flere tusinde danske familier til at bestille en privat dna-test af deres børn. Det skriver metroXpress. Testen afslører, om barnets far er den, man tror.

dna

Det koster fra 1.600 kroner og opefter at få lavet en faderskabstest med dna.

Negative resultater er altid 100 procent sikre, mens positive resultater er behæftede med en minimal usikkerhed, da to personer ud af hver 10 millioner statistisk set har den samme dna.

Hos de danske udbydere viser mellem 20 og 30 procent af prøverne, at faderen er en anden end forventet.

"Vi kan især mærke det, når der er gået lidt mere end ni måneder siden sidste års julefrokoster. Tit kommer manden i tanke om, at hun egentlig kom meget sent hjem, og så vil han godt være sikker på, at det ikke er en anden, der har gjort hende gravid den dag," siger Johannes Brejner, der er indehaver af Dnatest.dk.

Her foretager man hvert år cirka 2.000 analyser, hvoraf flere end halvdelen laves i årets tre sidste måneder.

Også den mindre konkurrent Blumlab oplever stor efterspørgsel. Her tester man primært ældre børn og voksne.

"Vores typiske kunder er enten voksne mænd, der pludselig bliver opsøgt af en ung, der hævder at være deres barn, eller også er det folk i 50'erne, der vil have vished, inden forældrene dør," siger indehaver Robert Blum til metroXpress.

Hos Blumlab afslører cirka hver femte test, at faderen er en anden end for­ventet, mens andelen blandt de nyfødte hos Dnatest.dk er helt oppe på en tredjedel.

Johannes Brejner fra Dnatest.dk fortæller, at mange mænd bliver ulykkelige og vil skilles, når konens utroskab er afsløret sort på hvidt.