Dagens vaccinationstal: Så mange er vaccineret i Danmark og verden
Få overblikket i graferne med nyeste tal for antallet af vaccinerede mod coronavirus i Danmark og verden. Se hvornår du kan blive vaccineret.
Astrid Helmer Mørck (https://nyheder.tv2.dk/profil/astrid-helmer-moerck), Nikolaj Albrectsen (https://nyheder.tv2.dk/profil/nikolaj-albrectsen), Magnus Bjerg (https://nyheder.tv2.dk/profil/magnus-bjerg), Lasse Kalhauge (https://nyheder.tv2.dk/profil/lasse-kalhauge), Yan Kovyakh (https://nyheder.tv2.dk/profil/yan-kovyakh), Said Nuh (https://nyheder.tv2.dk/profil/said-nuh).
Seneste opdateringer
- Leveringsplan opdateret. 16. apr
- Ny vaccine-plan: Slutter først i august. 14. apr
- Danmark dropper AstraZeneca-vaccinen. 14. apr.
Hvilke lande vaccinerer?
Tryk på et land for mere information.
Bemærk, at tabellen og kortet viser landets samlede antal doser per 100 indbyggere og ikke andelen af vaccinerede i befolkningen, da der kræves to doser for fuld vaccinering.
Hvornår skal du vaccineres?
Tidsplanen er opdateret 14. april. Se planen fra marts og frem til august.
Tryk på din gruppe og se, hvornår du efter planen skal vaccineres, og hvor mange der er i din gruppe.
Hvor mange vacciner har Danmark sikret?
Danmark har med foreløbigt seks EU-aftaler sikret, at landet i princippet kan vaccinere cirka 20 millioner borgere, og Danmark har yderligere selv købt 2,6 mio. vacciner hos Pfizer/BioNTech.
Det er usikkert, om man vil gøre brug af alle EU-aftaler, men de er indgået for at sikre, at man har nok vacciner, hvis nogen af producenternes vacciner ikke skulle blive godkendt.
Hvornår får Danmark sine vacciner?
Planen justeres løbende af producenterne, men ser foreløbig sådan ud for leverede og planlagte vaccinedoser. Bemærk at AstraZenecas leveringsplan fremgår her, selvom Danmark har droppet vaccinen. Det samme er Johnson & Johnsons vaccine, selvom firmaet oplyste 13. april, at udrulningen af vaccinen sættes på pause i Europa.
Hvad er status på de vacciner, Danmark har bestilt?
Før en vaccine kan tages i brug, skal den gennem en række kliniske test og godkendelser, nogle af dem kan foregå sideløbende. Efterfølgende vil vaccinerne blive overvåget og analyseret for bivirkninger og immunitet i fase 4.
- Fase 1 De første test begynder på en mindre gruppe raske mennesker. Man undersøger blandt andet, om vaccinen virker, og om der er alvorlige bivirkninger.
- Fase 2 Vaccinen testes på en større gruppe personer – mellem 100 og 1000 – i forskellige aldersgrupper. Det er de mere almindelige og kortvarige bivirkninger og den optimale dosering, der bliver undersøgt i denne fase.
- Fase 3 Vaccinen bliver testet i stor skala. Coronavaccinerne er blevet testet på omkring 30.000 personer i fase 3.
- Under EU-godkendelse Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, skal godkende vaccinen. Først indsender producenten foreløbig videnskabelig dokumentation og herefter en formel ansøgning, som en videnskabelig ekspertkomité skal vurdere og anbefale en godkendelse af vaccinen på baggrund af. For eksempel skal komiteen vurdere, om vaccinens fordele opvejer bivirkningerne. Herefter kan EU formelt godkende den.
- Godkendt i EU Når vaccinen er blevet blåstemplet af EU, kan de enkelte medlemslande tage stilling til, om den skal markedsføres i landet. I Danmark er det Lægemiddelstyrelsen, der tager den beslutning. Herefter kan vaccinen blive taget i brug.
Her er status på de vacciner, Danmark via EU har indgået aftale med:
Vaccine: Pfizer/BioNTech
Fase 3, Godkendt i EU
Det er denne vaccine, der er givet nødautorisation til i Storbritannien og derfor blev den første vaccine, som borgere i Vesten fik. Den blev godkendt i EU 21. december og taget i brug i Danmark og resten af EU 27. december.
Effektivitet
95 procent.
Doser
2 – med tre ugers mellemrum.
Pris
89 kroner per dosis.
Bivirkninger
Ifølge Lægemiddelstyrelsen er langt størstedelen af indberettede bivirkninger almindelige og ikke-alvorlige. Der er også, som forventet, indberettet formodede bivirkninger i form af allergiske reaktioner.
Vaccine: Moderna
Fase 3, Godkendt i EU
Allerede i marts 2020 blev vaccinen første gang forsøgt på mennesker – det var den første covid-19-vaccine til det. 30. november ansøgte Moderna om nødautorisation til at bruge sin vaccine i USA, og 17. december gave et ekspertpanel i den amerikanske lægemiddelstyrelse sin godkendelse. 21. december begyndte vaccineringen i USA. 5. januar godkendte Israel vaccinen. Dagen efter anbefalede EUs lægemiddelagentur, EMA, at godkende vaccinen og samme dag faldt den endelige godkendelse til betinget markedsføring i EU.
Vaccinen blev taget i brug 13. januar i Danmark. 25. januar meldte Moderna ud, at vaccinen beskytter mod den britiske mutation.
Effektivitet
94,5 procent.
Doser
2 – med fire ugers mellemrum.
Pris
157-210 kroner per dosis.
Bivirkninger
De hyppigst rapporterede bivirkninger for vaccinen er indstiksømhed, træthed, hovedpine, muskelømhed, kulderystelser, ledsmerter og feber, mens der har været to tilfælde af kraftige, allergiske reaktioner, der var forbigående.
Vaccine: Oxford/AstraZeneca
Fase 3, Godkendt i EU
Denne vaccine er blevet droppet at bruge i Danmark.
29. januar godkendte EU vaccinen til brug i medlemslande. Brugen af den blev sat på pause 11. marts i Danmark efter indberetninger af alvorlige tilfælde med blodpropper hos personer, der er blevet vaccineret med covid-19 vaccinen fra AstraZeneca i flere europæiske lande. Danmark oplyste 14. april, at man ville droppe vaccinen.
Vaccinen er markant billigere end de to førnævnte med en pris på 25 kroner mod Modernas 210 kroner per dosis.
Effektivitet
Doser
2 – med fire ugers mellemrum.
Pris
13 kroner per dosis.
Bivirkninger
Ifølge indlægssedlen til vaccinen fra Oxford/AstraZeneca er de mest almindelige bivirkninger ømhed på indstiksstedet, træthed, kvalme og hovedpine. Det er også de hyppigst indberettede bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen, hvor man har fået få indberetninger om allergiske reaktioner og få tilfælde af "det usædvanlige sygdomsbillede" med et lavt antal blodplader og blodpropper.
Vaccine: Johnson & Johnson
Fase 3, Godkendt i EU
Modsat de andre vacciner kræver denne kun én dosis. Efter en godkendelse i marts stod vaccinen til at komme til Danmark 14. april. Men dagen inden satte firmaet bag vaccinen udrulningen i bero i Europa. Det skete, efter de amerikanske sundhedsmyndigheder anbefalede at sætte vaccinen på pause efter seks sjældne tilfælde af blodpropper blandt de knap syv millioner, der har fået vaccinen.
Effektivitet
Doser
1.
Pris
52 kroner per dosis.
Vaccine: CureVac
Fase 2, Fase 3
Den tyske vaccineproducent indgik i november en aftale med EU om at levere op mod 300 millioner doser i 2021 og det dobbelte året efter. Samme måned offentliggjorde CureVac, at deres vaccine kan opbevares ved køleskabstemperatur, hvilket er nemmere at håndtere end andre typer. Vaccinen påbegyndte 14. december fase 3 med 35.000 testpersoner.
Effektivitet
Ukendt.
Doser
2 – med fire ugers mellemrum.
Pris
74 kroner per dosis.
Vaccine: Sanofi-GSK
Fase 1, Fase 2
I september forhandlede EU-kommissionen på vegne af Danmark og resten af EU en aftale på plads om denne vaccine. Den er foreløbigt ikke lige så langt fremme som flere af de andre producenters vacciner. Den ventes først på markedet i slutningen af 2021, oplyste Sanofi 11. december i en pressemeddelelse.
Effektivitet
Der er kommet resultater fra forsøgsstudier i fase 1 og 2. Resultaterne viste en respons for personer i alderen 18 til 49 år, mens vaccinen ikke var lige så effektiv for ældre.
Doser
2.
Pris
56 kroner per dosis.
Hvad er bivirkningerne ved coronavaccinerne?
Vaccinerne har lidt forskellige bivirkninger, men de mest almindelige bivirkninger er rapporteret som ømhed, muskel- og ledsmerter, hævelse, smerte og kløe ved injektionsstedet, træthed, utilpashed, kvalme og feber. I sjældne tilfælde har der været allergiske reaktioner og ansigtslammelse. Lægemiddelstyrelsen overvåger bivirkningerne, der foreløbigt har været inden for det forventede. Lægemiddelstyrelsen offentliggør løbende resultater, og hvad undersøgelserne af bivirkningerne viser, vil blive opdateret på denne side.
Hvad er dagens antal vaccinerede i Danmark?
De danske tal bliver opdateret hver dag klokken 14, når Statens Serum Institut offentliggør nye tal for, hvor mange der er vaccineret i Danmark. Data er offentliggjort af Statens Serum Institut, der har trukket dem fra Det Danske Vaccinationsregister (DDV). Der kan ifølge Statens Serum Institut være en vis forsinkelse i antallet af vaccinerede i Danmark, fordi registreringerne sker både direkte i registret og via en manuel proces hos de praktiserende læger. Derfor bliver flere af graferne hver dag opdateret flere dage tilbage, efterhånden som data kommer ind.
Hvor mange er vaccineret i Danmark?
Øverst på denne side kan du i flere grafer følge udviklingen i antal vaccinerede i Danmark. Det kræver for de fleste typer vacciner to doser med flere uger mellemrum at være fuldt vaccineret. Statens Serum Institut vurderede i december 2020, at 60-70 procent af befolkningen skal være fuldt vaccinerede, før der er flokimmunitet i Danmark.
Hvad er påbegyndt vaccineret og fuldt vaccineret?
Med påbegyndt vaccineret menes der personer, som har modtaget mindst én vaccinedose.
Med fuldt vaccinerede menes der personer, som har modtaget begge doser.
Eksempel: Hvis der er to personer, som har påbegyndt vaccination og én person, der er fuldt vaccineret, er den ene person altså også talt med i gruppen "påbegyndt vaccination."
Hvor mange er vaccineret i verden?
De internationale tal på denne side stammer fra Our World in Data, der er en non-profit organisation tilknyttet Oxford University. De indsamler vaccinationsdata fra officielle myndighedshjemmesider. Tal, der eksempelvis er offentliggjort på tv eller sociale medier, vil derfor ikke optræde i datasættet, før det er lagt på en officiel myndighedshjemmeside. Tallene bliver opdateret flere gange om dagen.
Hvorfor er dagens vaccinetal ikke opdateret?
Statens Serum Institut offentliggør hver dag, hvor mange der er blevet vaccineret i pdf-filer, der gør opdaterings- og kontrolprocessen meget manuel. Derfor går der flere minutter fra data offentliggøres til de fremgår her på siden. Hvis du besøger siden tit, kan din browser for at indlæse siden så hurtigt som muligt finde på at vise en tidligere version af coronagraferne i stedet for den nyeste. I det tilfælde hjælper det at genindlæse siden og eventuelt tømme din browsercache.