Unesco optager fem danske ringborge på Verdensarvslisten
Arbejdet med at få vikingefæstningerne på listen har været 16 år undervejs.
Unesco har søndag besluttet at optage fem danske ringborge fra vikingetiden på Verdensarvslisten.
Dermed har Danmark nu i alt 12 steder fordelt i hele landet, hvor man kan opleve verdensarv.
De fem ringborge er Aggersborg ved Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense, Trelleborg i Slagelse og Borgring i Køge.
Beslutningen blev truffet af FN-organisationen ved en samling i den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, søndag.
Men selve arbejdet med at få vikingefæstningerne på listen har været 16 år undervejs.
Lang vej mod anerkendelse
Helt tilbage i 2007 begyndte det første arbejde for at få optaget borgene på Unescos Verdensarvsliste, der har til formål at udvælge og bevare verdensarv.
Dengang sendte man en fælles nordeuropæisk ansøgning med lokationer fra vikingetiden fra Danmark, Sverige, Norge, Island og Tyskland.
Dog trak svenskerne sig i sidste øjeblik, og dermed faldt buddet til jorden i 2015.
I 2021 sendte man så en ny ansøgning afsted på 400 sider.
Afgørelsen på den nye ansøgning skulle egentlig være faldet sidste sommer. Men mødet, som skulle afholdes i den russiske by Kazan, blev udskudt som følge af Ruslands invasion af Ukraine.
Derfor er det først nu, at den danske arbejdsgruppe, som har arbejdet på at få borgene på listen, kan høste frugterne af deres arbejde.
"En kæmpestor dag"
Keld Møller Hansen, der er museumsdirektør ved Museum Sydøstdanmark, hvor ringborgen Borgring i Køge hører til, har bidraget til den ansøgning, som har medført, at Danmark nu kan bryste sig af fem nye steder med verdensarv.
Han fortæller, at det er "dyb forskning", som ligger til grunde for, at Unesco nu har optaget de danske ringborge på Verdensarvslisten.
Sammen med flere andre er han søndag eftermiddag mødt op på rådhuset i Køge for at fejre optagelsen med champagne og kransekage.
Blandt de fremmødte er også byens borgmester, Marie Stærke (S), som kalder det en "kæmpestor dag for Køge".
- Det er en kæmpestor dag for Køge, for Danmark og for fortællingen om vikingerne, fordi det er så afgørende en del af danmarkshistorien, siger hun til TV 2 og tilføjer:
- Så skal jeg også indrømme, at det er sådan noget, som gør, at nogle har lyst til at komme til Køge og se byen og lære om vores historie og identitet.
Fejring flere steder
Det er ikke kun i Køge, at man fejrer, at et vartegn er blevet en del af den prestigefyldte liste.
I Odense, hvor Nonnebakken ligger godt gemt under, fejrer man optagelsen med en ny lysinstallation, som åbnes i forbindelse med en folkefest senere på måneden.
Men også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) fryder sig over Danmarks nye verdensarv.
- Ringborgene fortæller jo historien om Danmark. Fra vikingetiden og asatro til den kristne tro og Danmark som en samlet nation.
- Der er tale om helt uvurderlig kulturarv. Det bliver nu anerkendt fra allerhøjeste sted som en del af verdenshistorien. Det, synes jeg, er kæmpestort for Danmark, siger ministeren.
De fem ringborg er alle opført i perioden omkring år 980 efter Kristi fødsel. De kædes sammen med kong Harald Blåtands samling af det danske rige.